Cornelius: Noget af det bedste vi kunne trække
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Champions League

Cornelius: Noget af det bedste vi kunne trække

Andreas Cornelius er vild med den lodtrækning, som FCK fik i Champions League, hvor han mest glæder sig til at møde de engelske mestre fra Leicester.

FC København trak torsdag aften Leicester, Porto og Club Brügge i Champions League-gruppespillet, som holdet kvalificerede sig til onsdag aften efter en samlet sejr på 2-1 over APOEL fra Cypern.

Med risiko for at møde nogle af de helt store kanoner i Europa, så er FCK's Andreas Cornelius meget godt tilfreds med den lodtrækning, som klubben har fået. Det sagde han umiddelbart efter grupperne var faldet på plads i interview med TV3sport.dk.

- Vi møder ikke nogen af de helt store hold, hvor vi ikke har en chance, så det ser udmærket ud. Og nu hvor vi er med, så kan vi ligeså godt gå efter det (at gå videre fra gruppespillet red.). Det ser ikke umuligt ud. Vi har spillet mod Club Brügge før, og spiller uafgjort på deres bane og lige ved at vinde over dem. Jeg ved ikke helt med de to andre hold. Leicester er jo sindssygt gode. De vandt Premier League. Det skal nok blive svært, men det er bedre end at møde de helt store, siger Andreas Cornelius.

Det lader derfor til, at Cornelius er meget godt tilfreds med den lodtrækning, som FC København har fået. Han bliver i interviewet også bedt om at vurdere på en skala fra ét til fem om, hvor godt de ligger i forhold til de tre hold, som de skal møde.

- I forhold til at gå videre, så er det noget af det bedste, som man kan trække, så det er nok en fire-stykker. Der er måske lige et enkelt hold, som man kan skifte ud.

Af de tre hold glæder Cornelius sig i øvrigt mest til at møde de engelske mestre fra Leicester, hvor han kommer til at møde landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel.