Video : Tipsbladet
Champions League

Coutinho er stadig ikke spilleklar

Den brasilianske midtbanespiller er fortsat ude af stand til at spille og er derfor ikke med i aftenens Champions League-kvalifikationskamp mod Hoffenheim.

Philip Coutinho, der længe har været rygtet til FC Barcelona, har ikke spillet en officiel kamp for Liverpool i denne sæson, og den officielle grund er en skade i ryggen.

Endnu er den teknisk stærke midtbanespiller ikke kommet sig over skaden, og Liverpool-træner, Jürgen Klopp, har 'ingen idé' om, hvornår Coutinho er tilbage.

Liverpool tager en 2-1 sejr med fra det første opgør i Tyskland og skal hjemme på Anfield forsøge at sikre sig videre deltagelse i Champions League.

- Den store forskel, i forhold til sidste uge, er, at alle kender Hoffenheims kvaliteter, sagde Klopp ifølge BBC.com og uddyber:

- Jeg kendte dem godt, men mange folk i England forventede ikke ret meget kvalitet fra Hoffenheim.

Hoffeinheim er aldrig gået videre til Champions League-gruppespillet, og det håber Klopp heller ikke sker denne gang.

- Anfield er en fæstning. Vi ved alle, at det er et specielt sted. Fansene er klar, og det er vi også.

Hoffenheim kommer ind til kampen med en 1-0 sejr over Werder Bremen i weekenden, mens Liverpool hev samme resultat i land mod Crystal Palace.