Da Enevoldsen spillede overfor Ronaldo
Illustration
Champions League

Da Enevoldsen spillede overfor Ronaldo

Thomas Enevoldsen draget nytte af tidligere Champions League-eventyr med AaB.

Bragt i Tipsbladet 25. juli.
I september 2007 var Thomas Enevoldsen netop fyldt 20 og kantspiller på et AaB-hold, der efter flere sæsoners midterplaceringer under Erik Hamrén endelig havde fået en medalje og skulle til at klare sig uden Rasmus Würtz og Fredrik Winsnes på den centrale midtbane.

En af de få unge, der var plads til på AaB's relativt dyrt indkøbte hold var Thomas Enevoldsen, søn af den tidligere AaB-profil Peter Enevoldsen. Han spillede fast for AaB i Europa og Superligaen, han scorede på White Hart Lane, og efter mesterskabet var han igen fast inventar for AaB i Champions League og i foråret i UEFA Cuppen, før han sluttede af med de to triste kampe mod Slavija Sarejevo i juli 2009 og en transfer til Groningen.

”Det eventyr, vi var på, gav os en enorm selvtillid, både som hold og som individer. Vi viste, at vi kunne være med på højeste niveau. Vi spillede uafgjort på Old Trafford, over to kampe var vi bedre end Celtic, og vi var tæt på at komme i UEFA Cup-kvartfinalen i ottendedelsfinalen mod Manchester City.,” siger Thomas Enevoldsen.

”Vi mødte de bedste spillere, du kan møde i fodbold. Jeg spillede overfor Cristiano Ronaldo, og jeg og de andre spillere, der var med, fik set, hvad der skal til for at spille på højeste niveau,” siger Thomas Enevoldsen.

I Groningen var Thomas Enevoldsen fast mand fra sommeren 2009 til 2011, hvor skader ødelagde den sidste sæson. Samme mønster gentog sig i Belgien med en rimelig 2012/2013-sæson og en sidste sæson, hvor Enevoldsen nærmest ikke spillede fodbold, noget som Enevoldsen trækkes med i dag. Men at han kom afsted til udlandet er Thomas Enevoldsen glad for, og det skyldes i høj grad, hvad han leverede for AaB i Europa som 19- til 21-årig.

”De store klubber følger med i Superligaen, men det er i de europæiske kampe, med presset fra 70.000-80.000 mennesker, at de kan se, hvad du kan,” siger Thomas Enevoldsen.

Tro på egne evner
Nu er Thomas Enevoldsen tilbage i AaB – de næste fire uger vil vise, om midtbanespilleren også vender tilbage til de europæiske gruppespil. Men sammenligninger er svære at lave, for der er markant forskel på de to holds stil. I 2007-2009 spillede AaB med de velvoksne landsholdsspillere Rade Prica, Danny Califf og Andreas Johansson, senere Michael Beauchamp og Marek Saganowski, og Erik Hamréns og Allan Kuhns hold kan ikke beskyldes for at have spillet naivt.

”Vi var så velorganiserede. Især i Europa var vi svære at skabe chancer imod. Og så var vi uhyggeligt effektive, når vi fik chancen. Det nuværende hold er anderledes,” siger Thomas Enevoldsen.

”I Europa handler det om ikke at begå fejl. Du bliver straffet hårdt, og det nuværende hold er nok lidt mere sårbart overfor at lave fejl og overfor at blive straffet. Men det er to forskellige hold. Det her hold er så offensivt med to meget fremadrettede backs og en meget mere offensiv stil, hvor vi skal tage chancer. Det kan godt være, vi er mere sårbare for fejl, men det her hold vil også have nemmere ved selv at score mål,” siger Thomas Enevoldsen.

Dinamo Zagreb har Thomas Enevoldsen selv taget et hurtigt kig på uden at genkende ret mange spillere, men det skal Poul Erik Andreasen nok rette op på.

”Han er virkelig skarp til at læse modstanderne. Det gælder uanset om det er hold, hvor du kender alle 11 mand på forhånd, eller hvis du ikke kender en eneste af modstanderne. Han kan finde frem til punkter, vi kan bruge til noget, og som har gjort en konkret forskel for AaB i Europa, da jeg første gang var i klubben,” siger Thomas Enevoldsen.

Han er med på, at kroaterne er favoritter, men spillestilen og selvtilliden kan bære AaB til et godt resultat, mener midtbanespilleren.

”Se vores træningskampe mod de norske mestre, de hollandske mestre og Belgiens vicemestre. Vi spiller uafgjort i de tre kampe og bør reelt vinde dem alle. Det viser, at stilen holder. Jeg, som har prøvet det her før, har den her selvtillid, jeg startede med at fortælle om, med. Jeg ved, at hvis vi tror på os selv, kan vi sagtens overvinde hold, der på papiret er større end os. Det er nok det vigtigste, vi kan tage med os,” siger Thomas Enevoldsen.