Rekordår i Europa: Dansk klubfodbold slutter i top 10
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Champions League

Rekordår i Europa: Dansk klubfodbold slutter i top 10

Dansk fodbold har aldrig scoret så mange europæiske point som i denne sæson. Danmark slutter enten som nummer ni eller ti i Europa i år.

FC København gik ikke videre i Champions League, men det danske mandskab har scoret mange point til dansk klubfodbold i denne sæson.

Godt nok blev FC København sendt ud af Europa League af Ajax, der er videre til finalen, men Ståle Solbakkens mandskab kan se tilbage på et år, der luner godt for klubben på koefficientlisten i Europa, ligesom dansk klubfodbold som en helhed er gået frem. 

De europæiske turneringer er ikke forbi endnu, men der er så få hold tilbage i Europa, og derfor ligger det helt fast, at Danmark har haft et stort, europæisk år. Danmark slutter på 10. pladsen i denne sæson på den europæiske rangliste, hvilket ikke overraskende giver godt med point til dansk klubfordbold.

Listen for nationernes indtjening af point i denne sæson føres af de fodboldmæssigt store lande Spanien, England, Tyskland, Frankrig og Italien. Danmark ligger på 10.pladsen lige bag Holland, Og det er også denne position, som Danmark ender på. Ingen nationer under Danmark på ranglisten er tilbage i de europæiske turneringer, og derfor slutter Danmark foran lande som Portugal, Østrig, Grækenland og Ukraine.

Til sammen har FCK, Brøndby IF, FC Midtjylland og SønderjyskE lavet 34 point til den nationale pointhøst denne sæson, og divideret med fire giver det et tal på 8.5. Det tal er Danmarks europæiske pointhøst denne sæson. Pointene regnes som et gennemsnit på de klubber, der har været med i Europa, altså skal den samlede pointhøst divideres med antallet af danske hold, der har spillet i Europa.

Endnu mere imponerende er det, at pointhøsten - 8.5 - er den bedste danske høst nogensinde, og det slår altså den tidligere rekord fra 2008/2009-sæsonen, hvor der blev hentet 8.200 point til den europæiske rangliste.

Fordi UEFA udregner det samlede koefficientpoint over en femårig periode, er det vigtigt at sætte flere gode sæsoner i træk sammen, så dansk klubfodbold på sigt kan få flere hold med i Europa og kan få bedre seedning. Da sæsonen startede, lå Danmark nummer 24 på ranglisten for lande, og med denne sæsons indtil videre gode resultater ligger Danmark lige nu nummer 18 over den femårige periode og er gået forbi blandt andre Norge, Sverige, Israel, Hviderusland og Polen. Danmark er tæt på Rumænien, der ligger nummer 17, og kan Danmark næste år sætte endnu et godt europæisk år sammen, ja, så er der faktisk ikke langt til, at Danmark får muligheden for at få to hold med i Champions League - gennem kvalifikationen, selvfølgelig.

På den individuelle liste ligger FCK som det 25. bedste hold i Europa denne sæson. Med individuelle liste forstås de europæiske koefficientpoint, som hold skraber med sig videre. Indtil videre har FCK 17.7 point i denne sæson, som klubben tager med sig videre. FC Midtjylland, Brøndby og SønderjyskE ligger alle nummer 82 på årets rangliste.

FC Københavns europæiske pointhøst i denne sæson bringer klubben op som en samlet nummer 54 i Europa - udregnet over en femårige periode. Efter sidste sæson lå FCK nummer 86. FC Midtjylland er nummer 120, Brøndby IF ligger nummer 173, og SønderjyskE er nummer 220 - sammen med Randers FC og AC Horsens. AaB og FC Nordsjælland ligger nummer 143 på grund af tidligere års europæiske eventyr.

Kilde: Bert Kassies