Video : Tipsbladet
Champions League

Deja-vu for Arsenal i München

Det ser meget svært ud for Arsenal at kvalificere sig videre, da man må rejse hjem fra Tyskland med et 5-1 nederlag.

Det var den samme gamle sang, der blev spillet, da Arsenal gæstede Bayern München. Tyskerne dominerede og vandt med 5-1. Specielt Thiago drev gæk med gæsterne. 

Arjen Robben bragte Bayern München foran mod Arsenal. Hollænderen scorede et mål, som han har scoret bunkevis af i sin karriere. Et par træk ind foran feltet fra højre side, og herefter var det ingen sag at sætte den ind i det lange hjørne.

Efter en halv times spil prøvede Lewandowski at clear bolden efter et hjørnespark. I polakkens forsøg på at flugte bolden væk kommer Laurent Koscielny dog foran, og ender med at blive klappet ned. Alexis Sanchez brændte det efterfølgende straffespark på Manuel Neuer, men han formåede dog at sparke returbolden ind efter lidt besvær.

Koscielny, der havde en hovedrolle i første halvleg, måtte udgå fire minutter inde i anden halvleg. Det var ikke gode nyheder for Arsenal, som faldt helt sammen.

I anden halvleg skulle Bayern München kun bruge ti minutter på at score to gange. Robert Lewandowski steg til vejrs på et indlæg fra Lahm og headede bolden ind til 2-1. Ved 3-1-målet var på en rigtig flot hælaflevering af Lewandowski til Thiago, som var iskold foran mål.

Thiago blev også dobbelt målscorer, da bolde efter lidt tilfældigheder faldt ned foran ham på kanten af feltet. Efter en tæmning trykkede han resolut af. På vej mod mål blev bolden rettet af, så David Ospina var uden chance.

Thomas Müller startede på bænken for hjemmeholdet, men kom på banen i anden halvleg og i slutminutterne kom han også på tavlen. Efter en skudfinte, som to Arsenal-spillere hoppede på, sparkede han den ind med det kolde venstreben og lukkede dermed festen.