Dortmund udspillede tamme Arsenal
Illustration
Champions League

Dortmund udspillede tamme Arsenal

Borussia Dortmund var klasser bedre end Arsenal og vandt fuldt fortjent 2-0 i storkampen i gruppe D.

For andet år i træk er de to giganter Borussia Dortmund og Arsenal havnet i samme Champions League, og sidste sæson spillede de to hold lige op mod hinanden og vandt et opgør hver. Bemærkelsesværdigt var det, at det var udekampene, der blev vundet. Dortmund hentede tre point i London, mens Arsenal vandt 1-0 på Signal Iduna Park, og det gav naturligvis grund til engelsk optimisme forud for tirsdagens opgør i Tyskland.

Arsene Wengers tropper kom dog i menneskehænder mod Dortmund, der styrede kampen og vandt en fortjent 2-0-sejr.

Allerede fra første fløjt satte hjemmeholdet sig på kampen, og ved pausen hed skudstatistikken 15-2 i tysk favør. Det var dog først i de døende minutter af første halvleg, at Dortmund fik vekslet overtaget til en scoring.

Nyerhvervelsen Ciro Immobile opsnappede bolden på egen halvdel, satte turboen til og tørrede Laruent Koscielny, inden han bankede den i kassen til 1-0.

I anden halvleg fortsatte Dortmund-dominansen ufortrødent, og allerede tidligt i halvlegen lykkedes det hjemmeholdet at afgøre kampen. Efter tre minutter satte Kevin Grosskreutz Pierre-Emerick Aubameyang i scene, og han gjorde det stensikkert til 2-0.

Efterfølgende pressede Dortmund på for yderligere scoringer, men da uret havde rundet en time, var det som om, at Jürgen Klopps tropper trak sig lidt længere tilbage for at forsvare føringen – og det havde de ingen problemer med mod et tandløst Arsenal-mandskab.

I gruppens anden kamp var Galatasaray tæt på at lide et uventet nederlag på hjemmebane til Anderlecht, men i overtiden sikrede Burak Yilmaz tyrkerne det ene point med sin udligning til 1-1. Dennis Praet bragte Anderlecht foran efter 52 minutter.