Falcao før Dortmund-brag: Kampen bliver som en finale
Stu Forster / Getty Images
Champions League

Falcao før Dortmund-brag: Kampen bliver som en finale

Radamel Falcao, der har haft op- og nedture i karrieren, står i aften sammen med resten af Monaco-mandskabet over for Dortmund i returopgøret i Champions League-kvartfinalen.

Første opgør mellem Dortmund og Monaco blev spillet i skyggen af den eksplosion, der ramte Dortmunds spillerbus, men i aften venter returopgøret, og der har hverken gæster eller hjemmehold råd til at tænke på andet end fodbold.

Efter at have vundet det første opgør med 3-2 har Monaco dog det bedste udgangspunkt forud for kampen, men alligevel vil holdets stjerneangriber Radamel Falcao, ikke ændre på niveauet.

- Vi har taget et stort skridt. Vi ved, at vi har en fordel, men Dortmund er et godt hold. Det kommer til at blive en anderledes kamp. Vi skal spille med samme ambitionsniveau som i første kamp, hvis vi skal gå videre. Det ville være en fejl at tro, at vi allerede er videre. Men det har vi ikke tænkt på noget tidspunkt. Holdet er klar over, at kampen bliver som en lille finale. Det er op til os at blive ved med at spille på samme måde, som vi har gjort siden starten af sæsonen og respektere vores fodboldprincipper, siger Radamel Falcao til klubbens hjemmeside.

Den tidligere Chelsea-angriber scorede ikke i første opgør, og derfor vil han være stærkt motiveret forud for aftenens kamp, der i Champions League-stil afvikles kl. 20.45.

Modsat Falcao fik holdets unge angrebstalent Kylian Mbappe scoret to gange i det seneste opgør mod Dortmund. Det forventes, at de to angribere begge starter på banen i aftenens kamp.