Farvel til Danmark: Storklubber vil skære CL ned til 24 hold
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Champions League

Farvel til Danmark: Storklubber vil skære CL ned til 24 hold

Ifølge Tipsbladets oplysninger sigter Europas største klubber efter en Champions League med 24 hold fra 2021. Dansk fodboldboss kritiserer storklubbernes planer

I de kommende måneder forhandler Europas største fodboldklubber med UEFA og nationale ligaer som Premier League og La Liga om, hvordan Champions League skal ud i fremtiden.

Det ligger rimelig fast, at der fra 2018 bliver færre pladser i CL-gruppespillet for klubber fra ligaer i Europas middelklasse som Superligaen.

Men de helt store forandringer af Champions League ser ud til at komme fra 2021, hvor blandt andre FC København er så bekymret for aldrig at kunne komme i Champions League, at københavnerne undersøger muligheden for en udbryderliga med klubber fra Belgien, Holland, Skotland og Skandinavien.

I dagens udgave af Tipsbladet er fremtiden for Champions League under lup, og ifølge Tipsbladets oplysninger sigter Europas største fodboldklubber efter en model, hvor der i gruppespillet i Champions League skal være 24 hold i stedet for de 32 hold, der har været i turneringen siden sæsonen 1999/2000.

Det er Bayern München, Juventus, Real Madrid og FC Barcelona, der sammen med klubber som AC Milan, Inter og Premier League-holdene Liverpool, Arsenal og Manchester City fører an i forsøget på at skære i antallet af Champions League-hold og ikke mindst minimere eller helt lukke for, at mindre klubber som FC København kan komme i gruppespillet.

Storklubbernes forsøg på at lukke Champions League for resten af de europæiske klubber møder stor kritik fra klubber såvel som de største nationale ligaer, der er bekymret for, at storklubberne og UEFA vil forsøge at skære i antallet af hold i de nationale ligaer og udvande spændingen og interessen omkring ligaer som Premier League og La Liga.

- De syv-otte største klubber i Europa skal passe meget på med ikke at forlade resten af fodboldverdenen. Hvis de vil lave ren showbizz i fremtiden kan det jo være, det efterlader os andre med et bedre, unikt produkt, siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen og næstformand i den europæiske ligasammenslutning EPFL, til Tipsbladet.

- Vi er enige i, at formatet i Champions League og Europa League er træt og har brug for et gennemgribende redesign. Men det, storklubberne har tænkt sig med Champions League fra 2021, er jo reelt en lukket Superleague, som ingen andre klubber end nogle få udvalgte har adgang til. Det kan vi jo ikke leve med, og så opstår den mulighed, at vi træder ud af UEFA, siger Claus Thomsen.

Færre hold, flere kampe
Ifølge Tipsbladets oplysninger har en undersøgelse bestilt af Europas klubelite peget på en Champions League med 24 hold fra 2021.

Deltagerne skal til gengæld spille markant flere kampe end de nuværende seks puljekampe i et form for grundspil, før der, ligesom i dag, spilles knockout-kampe om Jules Rimet-trofæet i foråret.

Får storklubberne deres vilje, bliver der tale om en lukket liga, hvor de største klubber er sikret deltagelse år efter år.

En overgangsløsning fra 2021, hvis storklubberne møder for stor politisk modstand, kan blive at lade to til fire hold kvalificere sig til Champions League via Europa League.

På den måde kan man i en Europa League med 32-64 hold give laget af håbefulde klubber udenfor Champions League, klubber fra Europas mellemstore ligaer, en gulerod og få disse klubbers stiltiende accept af en næsten lukket Champions League i bytte for drømmen om at blive del af de stores selskab.

I niveauet under Europa League overvejes det at starte endnu en europæisk klubturnering for klubberne fra den tunge halvdel af europæisk klubfodbold. Mekanismen ville være den samme som mellem Champions League og Europa League – de små klubber vil kunne drømme om at rykke op i en Europa League, hvor præmiepengene vil være større end i dag.

Læs hele historien om Champions Leagues fremtid og kampen om magten i international fodbold i Tipsbladet i dag, hvor VM, klub-VM og et kynisk, politisk spil om fodboldens fremtid også bliver beskrevet.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.

Læs mere og bestil på https://abonnement.ekstrabladet.dk/avis/fredag/

I Tipsbladet fredag finder du også:

- Debat om Ballon d'Or: Var Cristiano Ronaldo den rette vinder?

- Serie-start: Danskerne i engelsk fodbold

- Brøndby og Hany Mukhtar-effekten

- Serie: Den lille sensation RB Leipzig

- Grafik og nørderi: Tipsbladets Superliga-styrkebarometer runde for runde i efteråret

- Carlsens Corner

- Spiltips

- Resultater

- Og meget mere