En delt tredjeplads på Champions Leagues topscorerliste side om side med stjernenavne som Zlatan Ibrahimovic, Hulk og David Villa. Det er dén position, den tidligere FC København-angriber Ailton Almeida i øjeblikket indtager. Brasilianeren har med tre scoringer og fremragende spil været en af åbenbaringerne i denne Champions League-sæson, og så sent som i aftes spillede han en hovedrolle, da hans nuværende klub, cypriotiske APOEL Nicosia, slog Europa League-mestrene fra FC Porto.
Læs også: FCK-floppet dominerer i Champions League
Ailton scorede kampens første mål i APOELs meritende 2-1-sejr, og han sparkede sig dermed længere ind i bevidstheden hos fodboldfans overalt i Europa.
- Det overrasker mig ikke. Ailton er et supertalent, og hans grundforudsætninger er til topfodbold. Det var også derfor, vi i sin tid hentede ham, fortæller FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til tipsbladet.dk.
Carsten V. Jensen hentede Ailton Almeida til Parken fra svenske Örgryte i januar 2007 for 22 millioner kroner. Det gjorde dengang brasilianeren til den dyreste fodboldspiller i Superligaens historie. En rekord, der i øvrigt stadigvæk står. Men mod forventning blev den teknisk stærke angriber ikke en øjeblikkelig succes i FC Københavns hvide trøje. På to år fandt Ailton blot frem til Superliga-målene ni gange, og betegnelsen "flop" blev efterhånden klistret på ham. Det ændrede sig imidlertid i foråret 2009.
Her spillede Ailton Almeida fremragende. Angriberen blev kåret som "Forårets profil" af Tipsbladet efter otte scoringer i bare 15 kampe, og "den rigtige Ailton" stak endelig snuden frem. Men sæsonen efter var han væk igen. Brasilianeren blev aldrig en stabilt præsterende spiller i FC København, og derfor blev han i sommeren 2010 solgt videre til APOEL Nicosia for en meget lavere beløb, end han i sin tid blev købt for.
- Ailton er begavet med et kæmpetalent fra barnsben, men han evner kun at vise det ved lejlighed og ikke på bestilling. Hans statistikker er heller ikke blevet bedre i den cypriotiske liga, end de var i den danske. Snarere tværtimod. Jeg har noteret mig, at han nu finder det bedste af sig selv frem i Champions League, hvor han møder de bedste hold. Men det kunne han ikke finde frem mod klubberne i Superligaen, siger Carsten V. Jensen, der ikke fortryder salget af den nuværende Champios League-helt.
Til gengæld glæder han sig over brasilianerens succes i Europas største klubturnering.
- Ailton er et super menneske og en super fyr. Vi er bestemt glade på hans vegne, fastslår sportsdirektøren.
Han hentede i sin tid Ailton Almeida fra en lille svensk klub til den største klub i Danmark. Nu huserer brasilianeren i en - i europæisk sammenhæng - lille klub. Han har stor succes i Champions League, men spørgsmålet er, om han på trods af sin manglende stabilitet i de mindre kampe, nu kan blive solgt til en storklub på sine præstationer i Europa? Svaret er ja, ifølge Carsten V. Jensen.
- Hvis den rigtige klub bliver forelsket i Ailton, kan det bestemt ske. Og jeg skal være den første til at indrømme, at man kan blive forelsket i Ailton, slutter sportsdirektøren fra FC København.
Med to runder tilbage af gruppespillet, fører 27-årige Ailton Almeida og APOEL Nicosia Champions Leagues gruppe G. Med en sejr i næste runde er brasilianeren og hans cypriotiske hold videre til 1/8-finalerne - nøjagtig som FC København var det sidste år.