
Selv om det lige nu handler om fantastiske, europæiske kvartfinaler, som man sidder her midt imellem mætheden fra Chelsea - Liverpool og forventningen til aftenens Porto - Manchester United, så er det også værd at kigge frem mod næste sæson, for her bliver det pludselig meget nemmere for et dansk mesterhold at nå med blandt de 32 gruppespilsdeltagere i Champions League.
Michel Platinis lovede ændringer af turneringen træder nemlig i kraft til sommer, og det betyder, at den danske mester ikke længere skal slås med Rangers, Ajax og Benfica for at nævne stopklodserne i de seneste sæsoner. Udover 22 direkte kvalificerede klubber skal sub-topperne fra de 12 bedste nationer fremover op imod hinanden om fem pladser, mens mestrene fra de mindre lande kæmper om de sidste fem gruppespilspladser. Og det er godt for den danske mester.
- Det er vi selvfølgelig yderst tilfredse med, for set fra vores og fra dansk fodbolds synspunkt giver det en nemmere adgang til Champions League end tidligere. Vi skal ikke længere møde hold fra de 12 bedste nationer i UEFA, så alt andet lige bliver det nemmere. Men det har jo også været hele ideen med Platinis politik omkring Champions League, at det skulle blive en mesterholdsturnering for flere nationer, siger FCK's sportsdirektør Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.
Og specielt FCK vil være godt stillet som dansk mester i Champions League-kvalifikationen, for de har hentet masser af UEFA-point i de seneste tre sæsoner, og vil derfor være topseedet gennem hele kvalifikationen, mens de andre aktuelle titel-konkurrenter fra OB og Brøndby kun vil være topseedet noget af vejen.
- Vores pointhøst i Europa over de seneste år betyder også, at vi har placeret os højt i seedningslaget, og derfor bliver det fremover modstandere af niveau som for eksempel Lech Poznan, FC Zurich og Maccabi Haifa, som du nævner, at vi vil løbe ind i, hvis vi bliver mestre, siger Carsten V. Jensen.
Men hvem kan FCK møde, hvordan er seedningerne skruet sammen og hvordan kan det være, at Arsenal og Valencia risikerer at mødes i en kvalifikationskamp til Champions League?
Læs også:
Platini taler ud
Det kan du læse meget mere om i Tipsbladet Update, der kommer gratis på E-paper i løbet af dagen, eller på tryk i Tipsbladet Indsigt på fredag.