FC København skal onsdag aften forsøge at spille sig videre i Champions League, men det kræver, at flere resultater skal flaske sig, hvis det skal lade sig gøre. Til gengæld kan der vente en fin trøstepræmie, hvis FC København vinder over Club Brugge eller spiller uafgjort.
Som bekendt skal FC København håbe, at FC Porto ikke vinder over Leicester i gruppens anden kamp, for hvis FC København samtidig besejrer Club Brugge, går Ståle Solbakkens tropper videre i Champions League. Hvis det danske mestershold må nøjes med tredjepladsen i gruppen, står der på Europa League på menuen efter nytår.
Men her er der også noget at stræbe efter for FC København.
Ståle Solbakkens mandskab kan således blive seedet i Europa Leagues knockout-fase, hvis FC København bliver blandt de fire bedste treere i Champions League-gruppespillet. En sejr over Club Brugge eller uafgjort vil sikre dette til FC København. Til gengæld kan et nederlag betyde, at FC København ikke bliver seedet i knockout-fasen - hvis Sporting samtidig vinder sin kamp stort.
Ståle Solbakken er opmærksom på situationen.
- Vi har flere ting at spille for. Udover at spille for at gå videre, og vi skal også spille for at blive seedet som en af de bedste treere, så vi kan komme i den bedste halvdel i Europa League. Man kan slippe for en del af kanonerne og få en god trækning. Det har man brug for, når man skal spille europæisk efter en vinterpausen, siger Ståle Solbakken.
Europa Leagues knockoutfase indledes med 32 hold i de såkaldte 1/16-finaler, og her bliver de 12 gruppevindere fra Europa Leagues gruppespil seedet sammen med de fire bedste treere fra Champions League-gruppespillet.
Nogle af de Europa League-deltagere, der allerede er sikre på en seedning i knockoutfasen er blandt andre Zenit, Roma, Ajax og Schalke 04. Disse hold vil FC København altså undgå, hvis de bliver blandt de fire bedste treere i Champions League-gruppespillet.
Det aktuelle treer-regnskab i Champions League-gruppespillet ser således ud:
Hold | Kampe | Point |
Besiktas | 6 | 7 |
Lyon | 5 | 7 |
FC København | 5 | 6 |
Rostov | 6 | 5 |
Glacbach | 6 | 5 |
Tottenham | 5 | 4 |
Sporting | 5 | 3 |
Ludogoretz | 6 | 3 |
Onsdagens kampe i Champions League-gruppespillet ser således ud:
Juventus - Dinamo Zagreb
Lyon - Sevilla
Porto - Leicester
Club Brugge - FC København
Legia Warzawa - Sporting
Real Madrid - Dortmund
Tottenham - CSKA Moskva
Leverkusen - Monaco