Champions League

FCK trækker Manchester United

De engelske vicemestre fra Manchester United er FC Københavns mest sandsynlige modstander i Champions Leagues 1/8-finaler.

Bliver det Bayern München, Schalke 04, Shakhtar Donetsk, Chelsea, Manchester United, Tottenham eller Real Madrid, der kommer op af bowlen, når der næste fredag trækkes lod til 1/8-finalerne i Champions League næste fredag i schweiziske Nyon? Det er spørgsmålet, mange FC København-tilhængere stiller sig i disse dage.

Nu kan alle disse videnshungrende fans blive lidt klogere. Med hjælp fra professor Rolf Poulsen fra Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet har tipsbladet.dk regnet ud, hvem der er den mest sandsynlige modstander, når FC København som det første danske hold nogensinde deltager i knockout-kampene i verdens største og mest prestigefyldte klubturnering, Champions League.

Læs også: Her er FCK's mulige modstandere

- Det er vanskeligt at regne ud med papir og blyant, men ret let at simulere sig til på en computer. Man sætter den til at trække lod en masse gange. En million eksempelvis. Så smider man alle "ulovlige" sammensætninger væk, og tæller på resten, siger Rolf Poulsen om sine udregninger.

Som toer i gruppe D kan FC København trække syv hold i 1/8-finalerne. To hold, der var i gruppe sammen i efteråret, kan ikke mødes i de første knockout-kampe, og dermed undgår Løverne FC Barcelona, som de allerede har stiftet bekendtskab med to gange i gruppespillet.

Men det er ikke den eneste restriktion. To hold fra samme land kan heller ikke mødes i 1/8-finalerne, og det er her, det bliver interessant. For pludselig har FCK ikke en syvendedel - eller 14,3 procent -  chance for at møde alle hold. De geografiske restriktioner skaber færre ubekendte og dermed forskellige sandsynligheder for, hvem FC Københavns kommende modstander bliver.

Og hvem trækker FC København så? Ja, hvis man skal stole på matematikken er det et logo med en rød djævel, Løverne bliver parret med næste fredag. De danske mestre trækker Manchester United med stjerner som Wayne Rooney, Rio Ferdinand og Dimitar Berbatov på holdet. Der er således 16,7 procent chance for, at det er de engelske vicemestre, der kommer op af bowlen i Nyon.

I det hele taget leder de geografiske restriktioner FC København mod et engelsk hold. Selv om der "kun" er tre engelske hold i en bowle med syv, har københavnerne næsten 48 procent chance for en tur over Nordsøen i marts måned. Til gengæld får Ståle Solbakkens tropper næppe en kort tur til Tyskland. Schalke 04 og FC Bayern München er de gruppeettere, danskerne har den mindste mulighed for at trække.

Sandsynligheden for at FC København trækker: (tal i procent)

1. Manchester United         16,7
2. Chelsea                          15,6
2. Tottenham                      15,6
4. Real Madrid                     14,3
5. Shakhtar Donetsk           13,6
6. FC Bayern München        12,1
6. Schalke 04                      12,1

Så gør jer klar, FCK-fans. Manchester United kommer til byen!