For at sikre, at det bliver de "rigtige FCK-fans" der vil være at finde i Parken, når FC Barcelona kommer på besøg, har løverne udtænk den plan, at sælge billetterne i en samlet pakkeløsning.
Det vil sige, at man skal købe en pakke der indeholder alle tre hjemmekampe - altså også kampene mod Rubin Kazan og Panathinaikos, hvis man vil være sikker på at se Barcelona. Kun hvis der skulle være billetter til overs efter "pakkesalget" vil det være muligt at købe billetter til hver enkelt kamp.
- Klubben har forsøgt at finde den mest fair løsning for salg af billetter, og har besluttet at oprette en venteliste på www.billetlugen.dk, der åbner onsdag den 1. september klokken 12.00. 48 timer senere (3. september kl. 12.00) lukkes ventelisten, og der trækkes derefter lod blandt alle på ventelisten om de udloddede kamppakker. De heldige vil modtage en e-mail med instruktioner om, hvordan man køber pakkerne. Guld- og sæsonkortholdere, kommercielle samarbejdspartnere, UEFA-reservationer og udehold har sat sig på en stor del af billetterne, og der vil derfor kun blive sat cirka 9.000 pakker til salg. Det vil maksimalt være muligt at købe 6 billetpakker pr. person. I tilfælde af, at tre-pakkerne ikke bliver udsolgt, vil kampene blive solgt enkeltvis efterfølgende, skriver FCK på sin hjemmeside.
Prisen for en pakke er 1145 kroner inkl. gebyr.