Ferguson: Vi lader Beckham-cirkusset køre

David Beckham kommer tilbage til Old Trafford 16. marts, når AC Milan møder Manchester United i Champions League
Manchester United-manager Alex Ferguson er helt klar til at møde sin tidligere stjerne David Beckham i Champions League-opgørene mod AC Milan.

Da Manchester United tilbage i 2003 solgte David Beckham til Real Madrid, var det engelske ikon på toppen af karrieren. Inden længe vender Beckham tilbage til United i forbindelse med Champions League-mødet mellem AC Milan og den engelske storklub.

Ferguson ser i den forbindelse med de kommende kampe tilbage på salget af David Bekcham.

- Ingen fortrydelse, vi kører videre, lyder det fra Ferguson til magasinet Inside United.

- Den eneste forskel på Davids besøg hos Manchester United sammenlignet med andre tidligere spillere er, at der vil blive et stort medie-cirkus omkring ham, når Milan ankommer.

- Han er så højt profileret en personlighed - ikke kun som fodboldspiller - og vi har ikke tidligere set nogen komme tilbage til klubben i sådan en situation.

- Vores job er at koncentrere os om fodboldkampen og lade David Beckham medie-cirkusset køre videre. Vi ved, at vi alligevel ikke kan stoppe det, siger Alex Ferguson.

Inden David Beckham kommer tilbage til Manchester, skal United først på besøg i Milano 16 februar. Alex Ferguson tror på et godt resultat i Italien og er sikker på, at afgørelsen falder tre uger senere på Old Trafford.

- Europa Cup'en har altid været speciel for os, og vi har haft nogle fantastiske aftener på Old Trafford. Jeg håber, vi får endnu en. Vi er på udebane i den første kamp, hvilket ikke bliver nemt, men jeg er sikker på, at afgørelsen først kommer hjemme på Old Trafford, lyder det fra den skotske manager.


Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: