Video : Tipsbladet
Champions League

Fire Superliga-hold på vild millionjagt i Europa

Der er voldsomt mange millioner kroner på spil, når FC København, Brøndby IF, FC Midtjylland og SøndejyskE spiller playoff om europæisk gruppespil

Der er så meget mere end den sportslige udfordring på spil, når FC København, Brøndby IF, FC Midtjylland og SønderjyskE onsdag og torsdag jagter deltagelse i de europæiske gruppespil. 

I 2015 opjusterede UEFA  og den europæiske kluborganisation ECA aftalen om præmiepenge for både Champions League og Europa League.

I alt for de to turneringer er der næsten 12,2 milliarder kroner på spil - de 9,35 milliarder går til Champions League, mens der er godt 2,8 milliarder kroner til Europa League.

FC København spiller derfor med om de klart største beløb i jagten på Champions League-gruppespillet men er under alle omstændigheder sikret deltagelse i Europa League-gruppespillet og dermed en part af milliard-puljen. 

Hvis FC København onsdag aften samlet vinder over APOEL i Champions League-playoff bliver de danske mestre for kvalifikationen alene belønnet med  90 millioner kroner. Hertil kommer omkring 15 millioner kroner for den samlede sejr i playoff-kampene. 

Hvis det ender galt for FC København på Cypern vil Superliga-holdet for at ryge ud af CL-playoff blive belønnet med lidt mere end 22 millioner kroner. 

Men får FC København først foden indenfor i Champions League-gruppespillet vil der virkelig være mange penge at hente. Hver sejr i gruppen kaster nemlig 11 millioner kroner af sig, mens uafgjorte kampe bliver belønnet med 3,7 millioner kroner. 

Ud over præmie-pengene for gruppespillets resultater er der også en "market pool," hvor der gemmer sig næste 3,6 milliarder kroner, som skal fordeles ud i klubberne - blandt andet på baggrund af tv-rettigheder og antal deltagende lande fra nationen. Herfra er det ventet at FC København kan score sig en gevinst på mere end 60 millioner kroner, hvilket altså kommer oven i de i forvejen mange millioner kroner for deltagelsen i gruppespillet.

Dansk jagt på Europa League-millioner
Selv om der ikke er lige så mange penge at hente i Europa League, er det rigtigt mange penge på spil for Brøndby IF, FC Midtjylland og SønderjyskE, der alle torsdag spiller den afgørende playoff mod deres respektive modstandere. 

Brøndby er bagud med 3-0 til Panathinaikos efter første kamp i Grækenland, FC Midtjylland tabte hjemme 1-0 til tyrkiske Osmanlispor og Sønderjyske klarede 0-0 hjemme mod Sparta Prag.

Hvis de danske hold klarer skærerne og torsdag kan juble over deltagelse i Europa League-gruppespillet, vil der i samme ombæring falde 18 millioner kroner af for kvalifikationen alene. Hertil kommer der en bonus på knap to millioner kroner for at have vundet playoff-opgørene.

I gruppespillet bliver hver sejr belønnet med 2,7 millioner kroner, mens en uafgjort kaster omkring 900.000 kroner af sig. Hertil kommer en bid af kagen fra "Market pool, " hvor der gemmer sig godt 1,1 milliard kroner. Beløbet til Superliga-holdene kan ende med at give 10 millioner kroner fra "Market Pool," men det afhænger blandt andet af antal danske deltagere i gruppespillet.  

Hvis et eller flere af de danske hold torsdag ender som samlet taber af playoff vil der være et plaster på såret i form af 3,7 millioner kroner for at ende som taber i den sidste knockout-fase.