Før CL-braget: Dortmund under tidligt pres i Europa
Foto: Getty Imags
Champions League

Før CL-braget: Dortmund under tidligt pres i Europa

Trods store udskiftninger har Dortmund overrasket hjemme i Bundesligaen, men i Champions League-regi er man allerede under pres, selv om der kun er spillet én runde i den spændende gruppe H.

Bragt i Tipsbladet 22. september
Egentlig skulle der ikke ret meget til for, at det havde været en fremragende sæsonstart for Dortmund.

Hjemme i Bundesligaen går det nemlig over al forventning, og den første Champions League-gruppekamp mod Tottenham på Wembley kunne også sagtens have kastet noget af sig. For det var gået som frygtet for Spurs på det store stadion og den store grønsvær med 1-2 til Chelsea og 0-0 til Burnley i ligaen, mens tendensen fortsatte med 0-0 mod Swansea i weekenden – og det kunne også være endt med pointtab i den første Champions League-kamp mod Dortmund.

Ved stillingen 2-1 til hjemmeholdet fik Pierre-Emerick Aubameyang nemlig forkert annulleret en udligning for offside, og fire minutter senere gjorde Harry Kane det til 3-1 og skaffede dermed Tottenham en sjælden sejr på Wembley, mens Dortmund kom skidt af sted i en meget vanskelig gruppe.

”Tottenham er et rigtig stærkt hold, men vi havde muligheder, og vi skulle være kommet foran før pausen. Desværre gik det ikke sådan. Vi scorede et mål, der blev annulleret, og så scorede modstanderen. Efter det var fornemmelsen i kampen helt anderledes. Det var det, der skete i dag. Selvfølgelig ville vi gerne vinde over Tottenham, og nu er hjemmekampen mod dem endnu vigtigere. Vi skal slå dem hjemme,” sagde Dortmunds amerikanske teenage-stjerne Christian Pulisic efter nederlaget.

Men udover at slå Tottenham hjemme, så er det også vigtigt at få noget ud af tirsdagens hjemmekamp mod Real Madrid, for Tottenham vinder ganske givet på Cypern mod APOEL, og så kan Dortmund være tidligt strandet i den svære gruppe, hvor tyskerne trak den højst-seedede fra første lag, og den næsthøjst seedede fra tredje lag i form af Tottenham – kun Napoli lå højere.

”Ingen tvivl om det. Det her er den sværeste gruppe. Men sådan en havde vi også i 2012. Da kom vi igennem en gruppe med Real og Manchester City. Helte bliver født i sådanne grupper,” sagde Dortmund-direktør Hans-Joachim Watzke til Sky Germany efter lodtrækningen.

Men Dortmund i dag er også et godt stykke fra Dortmund anno 2012.

Flot start på genopbygning
Dengang var Jürgen Klopp på toppen af sin ydeevne i den tyske klub, mens spillere som Marco Reus, Mats Hummels, Mario Götze og Ilkay Gündogan var meget stærke, og den polske trio med Jakub Blaszczykowski, Lukasz Piszczek og ikke mindst topscorer Robert Lewandowski var fremragende. Det eneste problem var Bayern München, der i Jupp Heynckes’ sidste sæson var ubesejrelige og sluttede med 91 point i Bundesligaen, 25 point foran Dortmund på andenpladsen, og også slog Klopps mandskab ud af pokalturneringen, før det hele kulminerede med den rent tyske Champions League-finale på Wembley, som Bayern også vandt med 2-1.

Men det var stadig Dortmund i de sidste bølger af storhed, der gav mesterskaber i 2011 og 2012, og det var der ingen forventninger om kunne gentages i denne sæson, der snarere havde genopbygningens tegn.

Det begyndte faktisk allerede sidste sommer, da man mistede Mats Hummels (til Bayern), Ilkay Gündogan (til Manchester City) og Henrikh Mkhitaryan (til Manchester United), og selv om sæsonen sluttede med en sejr i pokalturneringen og det første trofæ i fem år, var der undervejs i sæsonen gravet dybe kløfter mellem cheftræner Thomas Tuchel og klubledelsen.

Så Tuchel forlod klubben, mens alle forventede, at Lucien Favre ville vende tilbage til Bundesligaen. Det forlød endda, at klubben og træneren var enige om de personlige detaljer, men så sagde hans klub Nice pludselig nej til den planlagte overgang, og så måtte Dortmund i gang med en plan B, der bestod i Peter Bosz. I sin ene sæson i Ajax havde han ført et ungt hold med solidt dansk islæt hele vejen til Europa League-finalen, og det var altså nok til et uventet klubskifte til Tysklands næststørste klub.

Det faldt hurtigt på plads, men det gjorde salget af den franske angrebskomet Ousmane Dembelé til gengæld ikke. Faktisk skiftede han først til Barcelona efter lodtrækningen til Champions League-grupperne, men Dortmund havde dog garderet sig ved at hente Maximillian Philipp i Freiburg og nåede siden at følge op ved langt om længe at få vristet Andrej Jarmolenko fri af Dynamo Kijev.

Det virkede nu stadig som et svækket mandskab, også selv om man holdt fast på topscorer Aubameyang, der ellers gerne ville være vendt tilbage til sit udgangspunkt i AC Milan, for holdet var plaget af skader til profiler som anfører Marcel Schmelzer, hvirvelvinden Marco Reus, forsvarstalentet Erik Durm og den unge midtbanemand Julian Weigl, mens ingen vidste, hvor Mario Götze stod efter et forår udenfor på grund af stofskifteforstyrrelser.

Men så begyndte sæsonen med en 3-0 sejr ude over Wolfsburg, hvor VM-finalematchvinder Götze var rigtig god, hvor den spanske forsvarer Marc Batra scorede sit første mål for klubben efter sin skadespause i foråret ovenpå bombeangrebet mod Dortmunds spillerbus før Champions League-kvartfinalen hjemme mod Monaco, og hvor Peter Bosz’ system virkede 100 procent.

Siden slog man Hertha Berlin med 2-0, 1. FC Köln med hele 5-0 og onsdag aften HSV i Hamborg med 3-0, så eneste minus i Bundesligaen har været 0-0 i Freiburg, hvilket nu ikke forhindrer Dortmund i at føre rækken an med en imponerede målscore på 13-0 og et point mere end Bayern München, der pludselig må klare sig uden den fodskadede superkeeper Manuel Neuer.

Så det går langt over forventning hjemme i det tyske, mens man til gengæld med det samme er kommet under pres i Europa. Men det er der råd for at løse, for som man kan se andetsteds på siden, har Dortmund faktisk ganske godt styr på Real Madrid, der endda kommer til mægtige Signal-Iduna Park med et overraskende 0-1 nederlag hjemme til Real Betis i bagagen.

Der er altså stadig masser af tid til at rette tingene op i Dortmund, selv om det begyndte skidt på Wembley.