Fremragende Wiland bag FCK-point
Illustration
Champions League

Fremragende Wiland bag FCK-point

FCK overraskede og hentede point mod Juventus i Champions League. 1-1 blev det i Parken efter en kamp, hvor Johan Wiland flere gange lavede pragtredninger.

FC København fik en god start på årets Champions League. Overraskende fik danskerne et flot point efter en 1-1-kamp mod Juventus - et point, der blev grundlagt på en scoring af Nicolai Jørgensen og en fremragende præstation af Johan Wiland.

FCK startede kampen flot. Rigtig flot. Løverne turde spille og holde på bolden langt fremme, og det betalte sig.

Efter 14 minutter fik Christian Bolanos tilkæmpet sig et frispark midt på Juventus' banehalvdel, og efterfølgende servede Pierre Bengtsson bolden ind i flokken af spillere ved bagerste stang, og via en Juventus-spillers ryg endte bolden lige foran mål for fødderne af Nicolai Jørgensen. Han prikkede bolden ugeneret ind ved stolpen, og så var danskerne overraskende foran 1-0.

Juventus havde ikke været i stand til at spille sig frem til de helt åbne chancer i kampens indledning, men de kom omkring det 20. minut. Johan Wiland diskede op med to klasseredninger inden for det samme minut, da både Giorgio Chiellini og Paul Pogba brændte megachancer fra nært hold. Ikke desto mindre så det ud til, at det chancer var med til at vække Juventus-holdet en andelse, for de havde godt nok set sløve ud frem til dette tidspunkt.

FCK var undervejs i første halvleg under tryk, og italienerne var især gode til at lægge tryk på danskerne efter dødbolde. Selv om Løverne var gode til at holde på bolden og trække tempoet ud af spillet, så blev Juve mere og mere nærgående. Pirlo var en fin iscenesætter og Tevez og Vidal begyndt også i glimt at vise mere fart, mens Paul Pogba også var mand for et par flotte detaljer.

Efter pausen gik der ikke længe, før Juventus markerede sig igen. Andrea Pirlo lavede en af sine signatur-afleveringer i dybden mod Carlos Tevez, og den var FCK'erne slet ikke klar på. Carlos Tevez trissede derfor helt alene ned mod Johan Wiland, og svenskeren kom med endnu en fantomredning på angriberens afslutning.

To minutter efter kunne samme Wiland dog ikke stille noget op. Backen Peluso fik alt for meget tid på bolden i siden, og herfra smed han en flad bold ind mod Tevez, som smart hoppede over bolden og lod den køre til Fabio Quagliarella. Italienerens afslutning sad helt oppe under overliggeren – uden mulighed for en ellers velspillende Wiland. 1-1. Og det var egentlig fortjent nok.

FCK havde meget svært ved at komme frem til modstander-feltet efter pausen, mens Juventus havde flere udmærkede muligheder for at bringe sig foran. Blandt andet på et hovedstød på overliggeren af Vidal.

Nicolai Jørgensens afslutning lige over mål fra 20 meter efter 70 minutter var noget nær det eneste, FCK kom med i anden halvleg, og i den anden ende spillede Johan Wiland samtidig en af de bedste kampe, han har spillet i de seneste mange måneder.

Han reddede flere helt åbne chancer, og det var ganske imponerende, det han havde gang i, svenskeren.

Juventus pressede på, men FCK holdt kampen ud. 1-1 stod det på tavlen i Parken efter 90 minutter, og dermed fik FCK en rigtig fin start på Champions League.