Hart: En stor kamp for os
Illustration
Champions League

Hart: En stor kamp for os

Manchester City skal tilbage på sporet mod AS Roma tirsdag aften, men keeper Joe Hart erkender, at en svær kamp venter.

Manchester City fik en uheldig start på Champions League, da de engelske mestre ude tabte til Bayern München. Kampens eneste scoring blev sat ind i opgørets døende minutter, og skuffelsen var tydelig i City-truppen efter kampen. 

Tirsdag aften venter dog en ny chance, når AS Roma kommer på besøg. Serie A-klubben har fået en fantastisk start på den hjemlige liga med fem sejre i lige så mange kampe, mens man i første Champions League-kamp besejrede CSKA Moskva med hele 5-1.

I Manchester City har man da også respekt for tirsdagens modstander:

- Det er helt afgjort en rigtig stor kamp for os. Det var skuffende at tabe den første kamp, men heldigvis bliver man ikke slået ud af et nederlag endnu. Det er vigtigt, at vi starter vores hjemmebane-statistik i turneringen med en sejr, men vi ved, at Roma bliver en svær modstander. Vi er dog mere end klar til kampen, siger Joe Hart på klubbens pressemøde forud for Champions League-opgøret.

Manchester City og AS Roma krydser klinger klokken 20:45 tirsdag aften.