HHA: Vi vil gøre alt

OB vil kæmpe til sidste bloddråbe for at gå hele vejen til det forjættede Champions League-land.

Hvem havde for bare få uger siden troet på, at OB den 23. august skulle være blot et enkelt uafgjort resultat fra at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet? Næppe ret mange.

Men det er ikke desto mindre factsene, som de er, her godt et halvt døgns tid inden at fynboerne entrerer El Madrigal for at spille returkamp mod Villarreal. OB vandt det første opgør med 1-0, og dermed vil uafgjort være nok til at sikre de blå og hvid stribede en nærmest sensationel Champions League-billet.

Og den vil de kæmpe som besatte for at sikre sig i OB-lejren.

- Det er det største, jeg kan komme til, hvis vi går videre her. Det ved jeg også, det er for alle de andre spillere. Vi vil gøre alt, siger Hans Henrik Andreasen til B.T.

Samme udmelding kommer fra cheftræner Henrik Clausen.

- Vi drømmer helt sikkert om det. Vi har også en mulighed, og den går vi efter. Miraklet på Madrigal kan være klar i morgen aften (i aften, red.) efter kl. 23, konstaterer den succesfulde OB-træner.

OB gjorde det i 1994, da de tog til Santiago Bernabeu og besejrede Real Madrid - lad os krydse fingre for, at miraklernes tid ikke er forbi. Og at en vis ubåd synker endnu dybere tirsdag aften.

Seneste nyt på tipsbladet.dk