Johan Wiland: En stille aften for mig
Illustration
Champions League

Johan Wiland: En stille aften for mig

Johan Wiland føler, han havde en stille aften mod Galatasaray i forhold til kampen mod Juventus, og efter sejren i Parken i går taler ingen længere om bare at være med. Nu vil de videre.

Galatasaray havde en del chancer for at komme på måltavlen i går. De fik et mål annulleret, da Johan Wiland med en flot redning gav en ripost til en Galatasaray-spiller i offsideposition. De havde et skud på stolpen, og Didier Drogba havde en flugter tæt på mål, der gik over.

Alligevel følte FC Københavns målmand Johan Wiland, at det var en stille aften for hans vedkommende. I hvert fald hvis man beder ham sammenligne med Juventus-kampen, hvor han havde den ene flotte redning efter den anden.

- For mig var det en næsten stille aften. Vi var langt fra lige så pressede som mod Juventus, men det er også, fordi vi spiller en bedre kamp. Forsvaret foran mig var helt fantastisk i dag og tog sig af alle bolde. Som hold står vi meget bedre i dag og giver ikke så mange chancer væk, siger Johan Wiland til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: FCK-karakterer: Den gamle Claudemir er tilbage

Efter kampen var FCK'erne forståeligt lykkelige for sejren, men på deres udtalelser var det også tydeligt at forstå, at fokus nu ændret sig. Efter fire kampe har de fire point og har fortsat mulighed for at gå videre til 1/8-finalerne. Så fra bare at være glade for at være med tror de nu oprigtigt på, at de kan gå videre fra puljen. Det kræver mindst ét godt resultat mod Juventus på udebane eller mod Real Madrid på hjemmebane i den sidste kamp, hvor de formentlig er videre.

Wiland tror på, at FCK kan tage til Torino og få et godt resultat med hjem til København.

- Det skal vi tro på. Vi kan spille 1-1 hjemme mod dem, og vi kan vinde over Galatasaray hjemme, så det er bare at tage til Torino og gøre det, vi skal på banen. Gør vi det, har vi en god chance for at tage point dernede. Alle kampe er vigtige, og tager vi point ude mod Juventus, ser det jo fantastisk ud, siger svenskeren, der ikke mener, han kan sammenligne sejren over Galatasaray med de øvrige store Champions League-resultater i Parken - heller ikke med 1-1 mod Barcelona, som hidtil er blevet fremhævet som et højdepunkt i FCK's Champions League-historie.

- Alle Champions League-kampe er vigtige, men selvfølgelig er det fantastisk at vinde sådan en kamp i sådan en kulisse. Hver kamp i Champions League har været noget særligt, så det er svært at sige, hvad for én der har været størst. Da vi mødte Barcelona, var de vel nok Verdens bedste hold, så at vi på det tidspunkt kunne spille 1-1 mod dem var jo meget stort, men det her er en helt anden type kamp. En mere vigtig kamp på den måde, for vi er nødt til at vinde for at holde liv i vores chance for at gå videre.

FC København møder Juventus på udebane den 27. november.

LÆS OGSÅ: Braaten fik tunnelsyn ved friløber