Kompany bekymrer sig ikke om kritikken
Foto: Jon Super/Polfoto
Champions League

Kompany bekymrer sig ikke om kritikken

Manchester City-anfører Vincent Kompany har modtaget en del kritik for sin indsats mod Barcelona i går, men det bruger den store belgier ikke ret meget tid på.

I går gav Manchester City sig selv et rigtig dårligt udgangspunkt for returmødet med FC Barcelona i Champions League, da de engelske mestre tabte med 2-1 på hjemmebane. Mange har peget på anfører Vincent Kompany som en af synderne, men det tager han sig ikke af.

Den belgiske midtstopper mener i stedet, at den slags kritik primært opstår, fordi holdet klarer sig dårligt, og derfor bliver nogle spillere valgt.

- Det er simpelthen sådan, at når resultaterne er gode, vil alle sige, at jeg præsterer godt. Når resultaterne ikke går vores vej, vil folk sige, der er flere spillere på holdet, der ikke præsterer. Alt det er en del af spillet, og det bekymrer mig overhovedet ikke, siger han ifølge The Guardian.

I stedet for at kritisere sig selv og holdkammeraterne forsøger Kompany at hæfte sig ved det positive i, at holdet løftede niveauet i pausen. Og havde det ikke været for udvisningen af Gael Clichy, havde udgangspunktet måske været bedre.

- I første halvleg var vi alle sammen meget skuffede, og i anden halvleg var det uheldigt, at vi sluttede med ti mand, da jeg er nysgerrig på at se, hvilken slags kamp det ville have været. Det så ud til, at vi var på vej tilbage i kampen, siger den 28-årige kaptajn.