Frank Lampard er imponeret over Contes mandskab.

Chelsea startede sit titelforsvar dårligt ud i Premier League med et hjemmenederlag til Burnley.

Siden er det dog blevet til sejre over Tottenham, Everton og Leicester i ligaen, og tirsdag sendte de FC Københavns banemand Qarabag hjem fra Stamford Bridge med et 6-0-nederlag i baggagen i Champions League.

Den tidligere midtbaneprofil i Chelsea Frank Lampard er da også imponeret over Antonio Contes mandskab:

- Alle er klar over, inklusiv Conte, at det bliver sværere i år, når holdet skal kæmpe på to fronter. Men som klub er de tilbage, hvor de hører til i Champions League. Det var måske lidt et "wake-up call", at man missede turneringen i sidste sæson, og det har givet holdet fornyet energi, fortæller Lampard til Chelseas hjemmeside.

England-legenden tror endda på, at Chelsea kan gå hele vejen i den fineste klubturnering:

- Jeg synes, de har potentialet til at gå hele vejen. Chelsea har en god defensiv base. Derefter afhænger det bare af, om de offensive spillere er i form på det rigtige tidspunkt, så jeg mener, der er god grund til at være optimistisk, udtaler Frank Lampard.

I weekenden venter endnu en svær kamp for de forsvarende engelske mestre, når de møder Arsenal.

SENESTE NYT...
OP | NED