Lucas Andersen sikrede point på Cypern
Illustration
Champions League

Lucas Andersen sikrede point på Cypern

Lucas Andersen scorede sit første Champions League-mål for Ajax og sikrede dermed hollænderne 1-1 ude mod APOEL Nicosia.

AaB blev i Champions League-kvalifikationen ekspederet ud af APOEL Nicosia, men tirsdag aften blev der taget en eller anden form for nordjysk hævn over cyprioterne. Det sørgede den tidligere AaB-spiller Lucas Andersen for.

Den danske U/21-landsholdsspiller scorede nemlig sit første Champions League-mål for Ajax Amsterdam i udekampen mod APOEL Nicosia. Dermed havde han også en stor aktie i det ene point, hollænderne fik med hjem fra den svære udekamp. Opgøret endte således 1-1.

Foruden Lucas Andersen var også Nicolai Boilesen og Lasse Schöne at finde i Ajaxs startopstilling, og sidstnævnte var kraftigt impliceret i Lucas Andersens scoring. Efter 28 minutter slap Schöne alene igennem det cypriotiske forsvar, men misbrugte sin afslutning. Riposten var Lucas Andersen imidlertid hurtigst over og gjorde det til 1-0.

Kort efter lykkedes det APOEL Nicosia at udligne på et straffespark, som blev begået af Ricardo Van Rhijn. Gustavo Manduca omsatte sikkert fra 11-meterpletten, og 1-1 blev som nævnt også kampens slutresultat efter en målløs anden halvleg.

Ajax havde et par fine muligheder efter pausen, men det lykkedes altså ikke at få mere end det ene point med hjem fra Cypern.

Lasse Schöne og Lucas Andersen blev begge udskiftet med et kvarter tilbage. Niki Zimling kom ikke på banen.