Makedonske medier: FCK er bedre end Malmö
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Champions League

Makedonske medier: FCK er bedre end Malmö

Vardar Skopje overraskede og slog Malmö FF ud af Champions League-kvalifikationen. Nu står FC København overfor makedonerne, som har masser af respekt for de danske mestre.

Det så ud til, at der skulle være et skandinavisk topopgør i Champions League-kvalifikationen mellem FC København og svenske Malmö FF. Sådan blev det dog ikke. FCK gjorde ellers sit, da de gik videre mod MŠK Žilina, men Malmö FF klarede ikke skærene mod Makedonske Vardar Skopje.

Et forholdsvis ubeskrevet blad for de fleste danskere, men i Makedonien er man fuld af respekt for FCK. 

- De makedonske medier viser stor respekt for FC København. Sammenlignet med Malmø er alle enige om, at FCK er bedre, siger Darko Jankulovski fra MacedonianFootball.com til EkstraBladet.dk.

Malmö spillede 1-1 med Vardar Skopje på hjemmebane, mens de i returkampen i Makedonien måtte tage hjem med et 3-1 nederlag.

FC København starter ude mod makedonerne tirsdag aften, hvilket er stik modsat af lodtrækningen. Det skyldes, at Real Madrid og Manchester United skal spille den Europæiske Super Cup på Philip II Arena d. 8. august.