Mandzukic-hattrick mod Olympiakos
Illustration
Champions League

Mandzukic-hattrick mod Olympiakos

Mario Mandzukic tegnede sig for et hattrick i Atletico Madrids 4-0-sejr over Olympiakos. Juventus vandt 2-0 i Sverige.

Mario Mandzukic scorede mål på samlebånd for Bayern München, men da Robert Lewandowski kom til den sydtyske storklub fra Dortmund, kom kroaten i overskud, hvorfor han i sommer skiftede til Atletico Madrid. Og onsdag aften havde de spanske mestre særlig god grund til at være glade for den målfarlige angriber.

Mandzukic lavede nemlig hattrick, da Atletico Madrid besejrede Olympiakos med 4-0.

Det var dog Raul Garcia, der åbnede festen. Efter ni minutter bragte han hjemmeholdet foran, og herefter overtog Mandzukic scenen. Inden pausen gjorde kroaten det til 2-0, og i anden halvleg gjorde han tragedien værre for de græske gæster ved at sende målene til 3-0 og 4-0 i kassen. Dermed er Atletico Madrid også videre i turneringen.

I gruppens anden kamp vandt Juventus udekampen mod Malmö FF med 2-0. Fernando Llorente og Carlos Tevez scorede målene bag danske Robin Olsen – begge efter pausen.