Matchbold og håneret på spil mod gamle kendinge
Foto: Linda Johansen/Polfoto
Champions League

Matchbold og håneret på spil mod gamle kendinge

Hvis FC København slår Club Brugge i Parken på tirsdag, er holdet meget tæt på at sikre sig tredjepladsen i Champions League-gruppe F. Men kampen mod de belgiske mestre handler også om håneret; for FC København, for dansk fodbold og for assistenttræner Brian Priske, der står over for et par gamle holdkammerater.

Fra Tipsbladet fredag den 23. september.

I Champions League er der ingen kampe, der ikke er vigtige, men tirsdagens besøg fra Club Brugge fortjener alligevel at blive fremhævet som en nøglekamp for FC København. Det påpegede manager Ståle Solbakken allerede i sidste uge, efter hans hold havde fået 1-1 i Porto, og de kommende belgiske gæster havde tabt 3-0 hjemme til Leicester.

Vinder Solbakken og co. i Parken, har holdet alle kort på hånden i kampen om tredjepladsen i gruppe F og dermed fortsat europæisk fodbold i foråret 2017.

- Det ene point giver det perspektiv, at Brugge-kampen på hjemmebane i næste runde bliver en matchbold allerede. Vinder vi den, så er vi pludselig fire point foran Brugge, før de skal spille to kampe mod Porto, sagde han til Ritzau.

- Så det er en matchbold til os og en presbold, men det bliver ikke nemt, for de slog os 4-0, sidste gang vi spillede i Parken. Den fælde skal vi ikke gå i.

Modstanderen er en usædvanligt velkendt en af slagsen for både FC København og dansk fodbold i almindelighed. I 2008 mødtes de danske og de belgiske mestre i UEFA Cup-gruppespillet, da man kun spillede én kamp mod hver modstander, og Cesar Santin med kampens enlige mål sikrede en københavnsk 1-0-sejr i Parken.

Fire år senere sendte FCK Club Brugge ud af Champions League-kvalifikationen, da Mathias ”Zanka” Jørgensen, Christian Bolaños og Santin sikrede en 3-2-sejr på udebane.

Inden for de to seneste sæsoner har Club Brugge spillet otte kampe mod fire forskellige danske hold, herunder en 4-0-sejr i Parken i efteråret 2014. Så det er Brugge, der har den aktuelle håneret i det indbyrdes regnskab med FCK, men der er en enkelt i hovedstadsklubben, som har overhånden i sit eget regnskab med belgierne. Assistenttræner Brian Priske bestred samme rolle i FC Midtjylland i sidste sæson, da det vandt 3-1 i Brugge og med 1-1 i Herning sikrede videre avancement i Europa League – på bekostning af Club Brugge.

Han ved, hvad der virker mod holdet, der vandt sit første mesterskab i 11 år i foråret.

- Tager vi kampen dernede, så spillede vi op til noget af vores allerbedste på det tidspunkt. Vi havde flere spillere, som var i superform både fysisk og spillemæssigt. De ramte dagen. Plus at vi lige havde den lille portion held i et par sekvenser i første halvleg, hvor Brugge godt kunne have scoret, og inden de så sig om, var de bagud på et Pione Sisto-mål og et par dødbolde, husker han om kampen, der faldt præcis 361 dage før tirsdagens Champions League-opgør.

- Det var lidt en kombination af det hele. Vi var rigtig gode, og mange af vores spillere peakede. Og så havde vi lige den portion held, man skal have, når man spiller europæiske kampe.

- Kunne vi være lidt kompakte og stå fornuftigt rent defensivt, så ville der komme nogle omstillingsmuligheder til nogle af vores dygtige folk i den del. Så vidste vi, at vi på dødbolde havde gode muligheder.

Gode på hjemmebane
Den nuværende situation for de to mandskaber minder ganske meget om den tilsvarende for Club Brugge og FC Midtjylland for et år siden. Dengang var Priskes hold også forsvarende nationale mestre og lå nummer ét i ligaen. Samtidig havde Club Brugge fået en svær start på sæsonen og lå nummer fem i den bedste belgiske række, da det første opgør blev spillet. I år er den tendens forstærket, for mestrene er at finde på en niendeplads forud for weekendens ligakamp mod Royal Excel Mouscron.

Sidste sæson var en blandet én af slagsen for Club Brugge, der vandt mesterskabet i Belgien, men samtidig skuffede i Europa ved at ryge ud af Europa League-gruppespillet. Den præstation stod i kontrast til den europæiske form fra året forinden, da man slog både Brøndby IF, FC København og AaB ganske klart og nåede kvartfinalen.

Brian Priske har da også problemer med at vurdere, hvor gode han og FCK’s modstandere er nu sammenlignet med de to sidste år.

- Man kan selvfølgelig se på deres hold, at der er et par stykker, der har forladt truppen, og der er også et par nye folk, der er kommet ind. De har blandt andet solgt højrebacken Thomas Meunier, som var en af deres absolut største profiler. De kæmper selvfølgelig i ligaen med at finde niveauet fra deres mesterskabssæson, men jeg kan da se på stammen på holdet, at den er stort set den samme, som da vi mødte dem. Så de har nogle dygtige spillere på primært de forreste positioner, vurderer Priske.

- Det er altid vanskeligt at sammenligne hold fra forskellige sæsoner. Men jeg hæfter mig ved, når jeg kigger på truppen, at der stadig er en del tilbage, både fra dengang Midtjylland spillede mod dem sidste år og nogle spillere, som FCK stiftede bekendtskab med. Og det er stadig Michel Preud’homme og Philippe Clement, der er trænere dernede (henholdsvis chef og assistent, red.).

Der er dog et par alvorlige fravær, som trænerduoen må forholde sig til. Profilerne Lior Refaelov (kant), der scorede hattrick på 29 minutter i Parken for to år siden, og Björn Engels (midtstopper) døjer med skader, og backen Thomas Meunier, som voldte Priske og FC Midtjylland problemer for et år siden, er skiftet til Paris Saint-Germain for 50 millioner kroner. Han er blevet erstattet af Ricardo van Rhijn fra Ajax, men det er alligevel en post, hvor Club Brugge er svækket sammenlignet med sidste sæson.

- Det er der ingen tvivl om. En belgisk landsholdsspiller, som er skiftet til PSG. Det er en fin spiller, de har fået fra Ajax, men i hvert fald ikke en på samme niveau, så alt andet lige er det selvfølgelig positivt. Men igen: Det er et godt hold, og det er nogle gode spillere. Så vi skal være gode på dagen, og vi skal være gode hjemme i Parken.

Skal det mål – at være gode på hjemmebane – indfries, skal Priske og resten af FC København gå mod statistikken. Som opgørelsen til højre viser, er Club Brugge historisk set stærke på udebane mod danske hold.

FC København har til gengæld i klubbens tre første Champions League-gruppespil fulgt den devise, at en god hjemmebane kan række langt. Benfica, Celtic, Manchester United, Rubin Kazan, Panathinaikos, Barcelona, Juventus og Galatasaray har alle smidt point i Parken, hvor FCK har hentet 1,80 point i gennemsnit. Til sammenligning har man hentet 0,45 point på udebane (inklusiv det ene point i Porto).

Så Brian Priske har ret, når han siger, at de skal være gode på hjemmebane, men han kan næppe kopiere taktikken fra FC Midtjyllands to kampe mod Club Brugge fra sidste år. Én ting er, at FC København eksempelvis ikke har samme målpotentiale på dødbolde som FCM, en anden er, at FCK’erne næppe får lov til at stå kompakte og leve på omstillinger i Parken.

- Nej, det har du fuldstændig ret i. Selvfølgelig skal vi have fokus på os selv og de kvaliteter, som vi ved, FCK indeholder. Både hvad angår individuelle færdigheder og det organisatoriske, hvor Ståle har fået lavet et vanvittigt godt koncept, som spillerne føler sig trygge i, og som de mestrer rigtig fint. Det gælder både, når vi har bolden, og når vi ikke har bolden. Det er de taktiske ting, som bliver vigtige for os at overholde. Specielt når det er europæisk, siger assistenttræneren.

Priskes håneret
Brian Priske fremhæver vigtigheden i det taktiske koncept af en årsag, for i sagens natur kommer man i de europæiske kampe op mod bedre modstandere, og marginalerne, der afgør opgørene, er mindre. FC København-Club Brugge er i teorien et tæt opgør mellem to klubber, der tilhører den europæiske mellemvare.

Belgien er nummer 9 på UEFA’s rangliste, hvis man medregner resultaterne for indeværende sæson, mens Danmark er nummer 18. Club Brugge er nummer 47 i klubrangeringen, FCK nummer 69. Værd at bemærke er det dog, at Brugge hentede over halvdelen af sine point i 2014/15-sæsonen, hvor holdet altså slog tre danske klubber.

FC København har desuden mere erfaring fra europæisk fodbold end deres belgiske modstandere. Ifølge en opgørelse fra tipsbladet.dk, som blev foretaget, før gruppespillet gik i gang, havde FCK-spillerne optrådt 594 gange i Europa, mens Club Brugge-mandskabet havde 499 kampe bag sig. Opgørelsen viste til gengæld også, at belgierne i Champions League-sammenhæng skilte sig ud med 97 kampe mod FCK’s 70.

Forude står endnu et opgør mellem Club Brugge og et dansk hold, hvor håneretten på ny er på spil. Særligt for Brian Priske, der spillede to sæsoner i Brugge fra 2006-2008, har det betydning, for han kender et par af medlemmerne i den belgiske delegation, som kommer til Danmark.

- Assistenttræneren Philippe Clement spillede jeg med. Deres ungdomstræner, Sven Vermant, spillede jeg også med. Han kommer og spiller mod vores U/19-hold. Det er to gode mennesker, fortæller Priske om de to belgiere, som han var med til at vinde pokalturneringen med i 2007.

- Nu får jeg måske lidt flere muligheder for at se Sven, hvis han kommer og spiller U/19-kamp. Så er der lidt mere tid modsat Philippe. Det bliver altid så kort, når det er omkring kampene. Så taler man lidt før opvarmningen og kort efter kampen. Man kan se hinanden et par minutter og høre, at alt er godt, og så er det hurtigt videre. Desværre. Men det giver lidt ekstra til sådan en kamp. Lige nu har jeg stadig håneretten, fordi vi vandt sidste gang, så det er altid fedt at have.

Den 39-årige FCK-assistent holder stadig kontakten med sine gamle holdkammerater i det belgiske. Senest da de lige skulle vende, at deres hold nu havde trukket hinanden igen.

- Det er faktisk nogle, jeg holder kontakten med. Qua at vi alle tre er gået trænervejen, så har vi hvis ikke jævnligt så i hvert fald fire-fem-seks gange om året holdt kontakten, og vi har også været tæt på at få arrangeret et par træningskampe på et tidspunkt, da jeg var i Midtjylland.

- De fik begge to en sms, da vi trak dem, og jeg fik et par svar tilbage, så vi har snakket om det. Det bliver sgu meget fedt.

Spørgsmålet er så, hvor håneretten lander efter tirsdagens Champions League-kamp, som er Club Brugges sjette europæiske opgør i Danmark på otte år. Men allervigtigst: Om FC København udnytter den matchbold, som Ståle Solbakken har udråbt det til.

Sidehistorie: EUROPÆISK REKORD I FARE

Club Brugge er ikke noget europæisk storhold, særligt ikke siden velmagtsdagene i slutningen af 70’erne, da man tabte en Europa Cup- og en UEFA Cup-finale til Liverpool. Alligevel er klubben indehaver af en ganske flot rekord. Den har således formået et kvalificere sig til UEFA Cup/Europa League 20 år i streg – en stime, der begyndte i 1996/97-sæsonen og fortsat er aktiv.

Undervejs har Club Brugge også spillet Champions League, men er hver gang endt i den lille af de europæiske turneringer. Enten på grund af exit i kvalifikationen eller via en tredjeplads i Champions League-gruppespillet.

Det hele begyndte faktisk mod et dansk hold, da Lyngby var modstanderen i første runde tilbage i 1996/97-sæsonen. De kongeblå fik 1-1 i Belgien på mål af Anders Bjerre, men tabte 2-0 på hjemmebane.

Til december risikerer Club Brugge, at et dansk hold også bryder rekord-stimen igen. FC København er den sidste modstander i gruppespillet, og bliver belgierne nummer fire i gruppen, kommer de ikke i Europa League i denne sæson. Det samme gælder selvfølgelig, hvis de tager en overraskende første- eller andenplads, for så fortsætter de i Champions League i stedet for Europa League til foråret.

Club Brugge er dog ikke i fare for at blive overhalet lige foreløbig. Nummer to på listen over flest Europa League-deltagelser i streg er PAOK med ni, og den stime er ikke aktiv. Der er i det hele taget ingen aktive stimer på over seks sæsoner.

De danske kampe
Club Brugge har mødt fem forskellige danske hold i europæisk fodbold over en snart 30-årig periode. Det første var Brøndby IF i 1988, men frekvensen er først for alvor steget i de sidste to år. Tipsbladet bringer her overblikket over alle opgørene mod danske klubhold (alle resultater er med Club Brugge først).

1988/89:

Brøndby IF, Europa Cup, første runde 1-0 hjemme, 1-2 ude

1996/97:

Lyngby BK, UEFA Cup, første runde 1-1 hjemme, 2-0 ude

2008/09:

FC København, UEFA Cup, gruppespil 0-1 hjemme

2012/13:

FC København, Champions League, 3. kvalifikationsrunde 2-3 hjemme, 0-0 ude

2014/15:

Brøndby IF, Europa League, 3. kvalifikationsrunde 3-0 hjemme, 2-0 ude

FC København, Europa League, gruppespil 1-1 hjemme, 4-0 ude

AaB, Europa League, 1. knockoutrunde 3-0 hjemme, 3-1 ude

2015/16:

FC Midtjylland, Europa League, gruppespil 1-3 hjemme, 1-1 ude

Samlet:

Hjemme:

8 kampe, 3 sejre, 2 uafgjorte, 3 nederlag. 1,38 point i gennemsnit.

Ude:

7 kampe, 4 sejre, 3 uafgjorte, 1 nederlag. 2,1 point i gennemsnit.