Video : Tipsbladet
Champions League

Nice-boss sviner Balotelli

Lucien Favre var alt andet end tilfreds med italienerens indsats i Champions League-kvalifikationskampen mod Napoli.

Nice-træner, Lucien Favre, er efter Mario Balotelli, som han ikke mener gav sig nok i gårsdagens Champions League-kvalifikationskamp, hvor det franske mandskab røg ud.

Napoli cruisede sig i Champions League-gruppespillet, da de vandt 2-0 på udebane over Nice tirsdag aften. Det første mål kom, mens Balotelli stod og diskuterede med fjerdedommeren, efter at angriberens bandage på håndledet var gået op. 

Balotelli, som ikke var med i det første opgør, lignede ikke den spiller, som imponerede for Nice i sidste sæson, og angriberen blev da også skiftet ud i anden halvleg til stor glæde for hjemmeholdets fans, der buhede ham ud.

Efter nederlaget, hvor Wesley Sneijder fik debut, langede Favre ud efter den tidligere Liverpool og Manchester City-angriber.

- Kampen var for tidlig for Wesley Sneijder, men Mario Balotelli var slet ikke med i kampen. Når du har en eller to spillere, som ikke laver noget på banen, så er det umuligt at slå nogen hold - selv i Ligue 1.

Lucien Favre tager også selv ansvaret på sin skulder, selvom det er på Balotellis bekostning.

- Jeg skal være ærlig og sige, at jeg skulle have taget ham (Balotelli) ud tidligere. Han løb ikke nok. Han gav sig ikke nok. Vi spillede bedre, da vi tog ham ud og sendte Knepe Ganago på banen - en mand som ingen kender.

Selvom det blev til et ærgerligt nederlag i Champions League-kvalifikationen, så kan Nice se frem ti at være med i bovlen, når der skal trækkes lod til puljerne i Europa League.