Nyt hattrick og ny rekord af Lionel Messi
Illustration
Champions League

Nyt hattrick og ny rekord af Lionel Messi

For anden gang på få dage scorede Lionel Messi hattrick for FC Barcelona, og igen sikrede de tre mål ham en plads i historiebøgerne.

Lionel Messi har haft mange gode dage i sit fodboldliv, men specielt de seneste par dage vil han formentlig aldrig nogensinde glemme. Ikke bare én, men to gange er det lykkedes Barcelona-stjernen at skrive historie.

I weekenden blev han den mest scorende spiller i spansk fodbolds historie med sit hattrick mod Sevilla, og tirsdag aften overtog han også målrekorden fra Raul i Champions League. Lionel Messi lavede igen hattrick i Barcelonas 4-0-sejr over APOEL Nicosia, og dermed står han noteret for 74 mål i verdens fornemste klubturnering, hvilket altså er rekord.

Før Messi stjal rampelyset, var det dog Luis Suarez, der markerede sig ved at score sit første mål for Barcelona. Efter et par lækre detaljer med hælen gjorde skandaleangriberen det til 1-0. Før pausen scorede Lionel Messi så sit historiske mål, da han gjorde det til 2-0, og 13 minutter inde i anden halvleg gjorde argentineren det også til 3-0. Med 20 minutter tilbage af opgøret blev Barcelonas Rafinha udvist, men Lionel Messi fik alligevel fuldbyrdet sit hattrick med målet til 4-0.

Mens Messi formentlig kan vide sig sikker på at beholde rekorden som mest scorende spiller i Spanien i mange, mange år, er det straks mere usikkert i Champions League. Her åndes han nemlig i nakken af Cristiano Ronaldo, der med 70 scoringer formentlig også snart går forbi Raul og på jagt efter Messi.

I gruppens anden kamp mellem Paris Saint Germain og Ajax Amsterdam var Nicolai Boilesen, Lucas Andersen og Lasse Schöne alle med fra start, men desværre sluttede kampen hurtigt for førstnævnte, der efter ti minutter blev tacklet svinsk af sin tidligere holdkammerat Gregory van der Wiel og måtte bæres fra banen. Der går formentlig noget tid, før vi igen for den danske landsholdsspiller at se på banen.

Uden Nicolai Boilesen formåede Ajax alligevel at presse PSG, men til slut var det franskmændene, der trak det længste strå og vandt 3-1.

Edison Cavani gjorde det til 1-0 i første halvleg, men efter pausen udlignede Davy Klaassen, og 1-1 lignede kampens slutresultat, men da det hele skulle afgøres, skruede forhåndsfavoritterne bissen på. Efter 78 minutter gjorde Zlatan Ibrahimovic det til 2-1, og lidt senere lukkede Edison Cavani kampen med sit andet mål til 3-1.

Resultaterne betyder, at Barcelona og Paris SG skal ud i en direkte kamp om førstepladsen i puljen i sidste spillerunde, mens Ajax og APOEL Nicosia skal dyste om den Europa League-adgangsgivende tredjeplads.