Øv: FCK fik ingen hjælp i Grækenland
Illustration
Champions League

Øv: FCK fik ingen hjælp i Grækenland

Schalke 04 er klar til Champions League på bekostning af PAOK Saloniki, og dermed ender FCK så godt som stensikkert i fjerde seedningslag.

FC København er direkte kvalificeret til Champions League, og de danske mestre har på det seneste kunnet tillade sig at drømme om, at de ville blive seedet i tredje seedningslag i stedet for fjerde og sidste.

Det krævede ”blot”, at to resultater i sidste kvalifikationsrunde skulle gå løvernes vej, således forhåndsfavoritten ville blive slået ud. Den ene er næsten i hus i form af Real Sociedad, der står med meget gode kort på hånden før returmødet med Lyon i morgen, så hvis PAOK Saloniki kunne slå Schalke 04 ud tirsdag aften, ville vejen til tredje seedningslag næsten være banet for FCK.

Desværre fik løverne ikke den hjælp fra Grækenland, som de havde brug for.

Det første opgør i Tyskland var endt 1-1, så PAOK havde de bedste kort på hånden for aftenens kamp, men Schalke 04 vandt opgøret 3-2 og er dermed klar til Champions League.

FC København har endnu et skud i bøssen i forhold til at havne i tredje seedningslag, men man skal vist være mere end almindelig optimist for at kunne se det ske. Foruden den førnævnte Real Sociedad-sejr skal Zenit Skt. Petersborg blive ekspederet ud i morgen aften, og russerne vandt det første opgør mod Pacos de Ferreira med 4-1.

Med andre ord: FC København ender i fjerde seedningslag.