
Skæbnen ville, at Manchester United og Bayern München skal kryde klinger i Champions League-kvartfinalen, og det var ikke det bedste der kunne ske for tyskernes mulighed for at gå videre. I hvert fald ikke, hvis man skal tro deres tidligere målmand, Oliver Kahn.
Den karismatiske keeper, der vogtede Bayern München-buret i periode 1994-2008, havde før lodtrækningen givet sin chancevurdering for sydtyskerne i den kommende knock-out runde i et interview med tyske Bild, og her var Manchester United et af de to hold, hvor Oliver Kahn så Bayerns mulighed for videre avancement til at være dårligst.
- Jeg ser dem som værende en tak stærkere end FC Barcelona, der i øjeblikket anses for at være det bedste mandskab i verden. Manchester United er bare mere rubuste, siger Oliver Kahn til Bild, og vurderer favoritværdiheden til at være 60/40 i Manchester United-favør.
Oliver Kahn, der selv vandt pokalen med de store ører med Bayern München i 2001, så sin tidligere klubs bedste chancer for at gå vldere ved et møde med enten Bordeaux og CSKA Moskva, som han begge vurderede til at have 30 procent chance for at slå det nuværende tyske førerhold.