Optakt: FC Barcelona - Bayern München
Champions League

Optakt: FC Barcelona - Bayern München

Der er lagt op til et brag af en Champions League-semifinale, når Barcelona tager imod Pep Guardiola og Bayern München. Vi glæder os.

Kampfakta:
Spillested: Camp Nou, Barcelona
Dommer: Nicola Rizzoli, Italien
Kampstart: Onsdag klokken 20.45
På tv: TV3+
Twitter: #cldk og #FCBFCB
 
Holdnyt:
FC Barcelona:
Det kører for FC Barcelona. I klubbens seneste 28 kampe, har holdet kun tabt en enkelt, og i Champions League-sammenhæng har der heller ikke været nogen slinger i valsen. De fantastiske tre Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar viser i øjeblikket skræmmende styrke, og senest vandt Barcelona med hele 8-0 over Cordoba i den hjemlige liga. Det er i det hele taget svært at se, hvad der skal stoppe FC Barcelona. 
 
Barcelona-træner Luis Enrique er i den lyksalige situation, at forsvarsspilleren Jeremy Mathieu er den eneste spiller på skadeslisten. 
 
Bayern München:
Det tyske mesterskab er allerede i hus for Bayern München, og da pokalturneringen også er et overstået kapitel, er der kun Champions League og verdensheredømmet tilbage at erobre for Pep Guardiolas hold. 
 
Bayern München har på det seneste været udsat for et sandt skadeshelvede. Holger Badstuber, David Alaba, Franck Ribery, Arjen Robben, Sebastian Rode og Tom Starke er alle definitivt ude med skader. Til gengæld er Robert Lewandowski sandsynligvis klar til at spille med maske trods hans brækkede næse og kindben. 
 
Bayern kommer til kampen efter et 0-2-nederlag til Bayer Leverkusen og et pokalexit, så tyskerne er ikke lige så meget oppe at ringe som Barcelona. Men i træner Pep Guardiola har man en x-faktor og en profil, der kender Barcelona som sin egen bukselomme. Og den rev han jo itu for nylig. 
 
Karantæne:
FC Barcelona: Ingen
Bayern München: Ingen
 
Champions League-form:
FC Barcelona: V-V-V-V-V
Bayern München: V-U-V-T-V
 
Bud på startopstillinger:
FC Barcelona (4-3-3): Ter Stegen - Alves, Piqué, Mascherano, Alba - Rakitic, Busquets, Iniesta - Messi, Suarez, Neymar
 
Bayern München (4-3-3): Neuer – Rafinha, Boateng, Benatia, Bernat – Lahm, Alonso, Thiago Alcántara – Müller, Lewandowski, Götze.
 
Vidste du, at...:
FC Barcelona og Bayern München mødte også hinanden i Champions League-semifinalerne i 2013. Dengang vandt Bayern München med hele 7-0 samlet. Året efter – i 2014 – tabte Bayern München til gengæld med samlet 0-5 til et andet spansk hold i form af Real Madrid. 
 
Dom:
Det er svært at spå – især om fremtiden. Denne sag er ingen undtagelse, for det er to af Europas stærkeste hold, der skal op mod hinanden. Barcelona har imidlertid fordel af hjemmebane og en stærk aktuel form, så duften af sejr må blande sig med madosen fra diverse tapas-restauranter i Barcelona i aften. Med Messi, Suarez og Neymar i topform byder vi på en sejr til hjemmeholdet på 2-0.