Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: FC Porto - FC København

Champions League begynder onsdag aften for FC København, når klubben gæster portugisiske FC Porto.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 20.45
Spillested: Estádio do Dragão, Porto
Dommer: Matej Jug, Slovenien
På tv: TV3+
Hashtag: #cldk

Holdnyt:

FC Porto:
Efter tre sæsonen uden et mesterskab er FC Porto en presset klub, for der skal titler til i den traditionsrige portugiske klub. Før denne sæson ansatte klubben træner Nuno Espírito Santo, der er tidligere målmand i FC Porto, og han får opgaven med at få holdet tilbage på rette køl. Heller ikke i Champions League har det kørt godt de senere år for den tidligere vinder af Champions League, der i sidste sæson end ikke gik videre fra gruppespillet og sluttede på tredjepladsen efter Chelsea og Dynamo Kiev.

Selv om klubben ikke har de helt store navne, som man har set i tidligere år med Hulk og Radamel Falcao, er det stadig et hold med et stort potentiale og mange unge og spændende spillere, hvor den 20-årige angriber André Silva er værd at holde øje med. Han scorede godt nok ikke i lørdags, hvor FC Porto vandt med 3-0 over Vitoria de Guimaraes, men han står alligevel noteret for to mål og en assist efter fire kampe i den portugisiske liga, hvor Porto har hentet ni af 12 mulige point.

Til opgøret mod FC København er det kun højre back Maxi Pereira, der er dømt ude, så Nuno Espírito Santo har stort set frit valg på alle hylder.

Taktisk er han langt fra lige så bundet af systemet, som man har set med tidligere trænere i FC Porto, og prakmatikeren kan meget vel ende med at spille en 4-4-2 i stedet for den klassiske 4-3-3. Spiller han 4-4-2, bliver det med en diamant på midtbane - altså i realiteten en 4-1-2-1-2.

Går Nuno Espírito Santo med 4-3-3, spiller den store belgiske angriber Depoitre ikke, og i stedet kommer Otavio i startopstillingen på venstrekanten.

FC København:
De danske mestre sikrede sig adgang til turneringen via en samlet sejr over APOEL, og Ståle Solbakkens mandskab har pæne muligheder for at gå videre fra gruppen, der ud over Porto tæller Leicester City og Club Brugge. Godt nok er FCK ikke favoritter, men det danske mandskab har vist sig stærke og vil have muligheder for at avancere - for eksempel til Europa League via en tredjeplads i gruppen.

Ståle Solbakken har udtaget 21 mand til opgøret, hvor Jores Okore kan få debut, men hvor Nicolai Boilesen ikke er i god nok form til at være i truppen. FCK har set stærke ud hele sæsonen, men mod OB var der ikke meget træfsikkerhed foran OB-målet - noget, der ikke er råd til mod FC Porto. Skal der point med hjem, skal chancerne udnyttes.

FC København ventes at stille i den klassiske 4-4-2, hvor Andreas Cornelius ligner et godt bud på en makker til Federico Santander i front, fordi han arbejder hårdt og er vigtig på både offensive og defensive dødbolde med sit stærke hovedspil. På midtbanen kan Jan Gregus komme i spil, hvis Ståle Solbakken vælger at benytte ham som kant i stedet for Rasmus Falk eller Benjamin Verbic. Det kommer an på, hvor meget Solbakken vælger at styrke defensiven til opgøret.

Solbakken har leget med tanken om at ændre og spille mere satset for at overraske FC Porto, så hold øje med eventuelle justeringer fra nordmandens side.

Bud på startopstillinger:
FC Porto (4-1-2-1-2): Casillas - Layún, Felipe, Marcano, Telles - Danilo - Herrera, André - Óliver - Silva, Depoitre

FC København (4-4-2): Olsen - Ankersen, Zanka, Johansson, Augustinsson - Gregus, Kvist, Delaney, Verbic - Santander, Cornelius

Profilen:
FC København bør holde et vågent øje med Óliver, der er en lille og meget kreativ midtbanespiller på udlån fra Atletico Madrid. Den 21-årige spanier har siden sit skifte for tre uger siden spillet 45 minutter for Porto, og han ventes at være i startopstillingen, hvis klubben spiller 4-4-2 med en diamant på midtbanen, hvor han kommer til at spille som den forreste midtbanespiller. Han er kreativ og utrolig god på bolden og har et stort potentiale, hvilket også bevises af de mange ungdomslandskampe på stort set alle spanske ungdomslandshold. For to år sæsoner siden var han ligeledes på leje i Porto og gjorde det godt, og mod FCK kan han snildt få en nøglerolle.

Vidste du, at...:
FC Porto er den eneste klub i gruppen, der har vundet Champions League tidligere. Tilmed to gange. Den portugisiske klub vandt European Cup i 1987, hvor det blandt andet blev til møder med Brøndby undervejs, mens klubben med José Mourinho i spidsen overraskede alt og alle i 2004 og vandt Champions League.

Dom:
FC Porto er ikke lige så godt et hold, som man tidligere har set, men det bliver alligevel utrolig svært for FC København at få point med hjem. Selv om det danske mandskab har set stærkt ud i Alka Superligaen og i kvalifikationen til Champions League, er det en modstander af en anden kaliber, der venter nu. Foran 40.000 - 45.000 tilskuere i Porto skal FC København stå mod det pres, der kommer fra både det kombinations- og teknisk stærke hold, og kan FC København det, vil det ikke være umuligt at få point med hjem.

Uafgjort vil være en glimrende start på gruppespillet og et glimrende resultat at få med til Danmark, men vi tror, at Porto er mindst lige så motiverede efter at få en god start på Champions League, og at det portugisiske mandskab vinder 2-0 i den første gruppekamp. 

Form og tabel: