Status: Med en 3-2 føring fra det første opgør er det værterne fra Manchester United, der må påtage sig favoritværdigheden, selvom United i fire forsøg aldrig har haft held til at vippe Milan ud af Europa. Gæsterne kommer til Old Trafford efter lørdag at have misset chancen for at hale ind på Inter ved kun at spille 0-0 mod Roma. United vandt med nød og næppe deres liga-kamp efter en forventet hård kamp ude mod Wolves. På negativsiden føjede klubben endnu et navn til den bugnende skadesliste, da Wes Brown måtte udgå med en fodskade.
Nøglespiller: Al fokus er rettet mod begge klubbers sygeafdelinger. Rejser Pato sig fra en forstrækning, der har holdt ham ude siden 28. februar? Og hvad med Wayne Rooney, der har plejet en udefinerbar knæskade, der holdt ham helt ude af truppen mod Wolverhampton. Meget ser dog ud til, at de to herrer bliver klar til aftenens brag.
X-faktor: David Beckham syntes mærket af begivenheden i det første møde. Selvom han kan se frem til en heltemodtagelse på Old Trafford, kan det være lige netop hans præcions-pile, der kan låse hjemmeforsvaret op og ødelægge festen for hjemmepublikummet. Der kan blive hårdt brug for Beckhams frisparksfærdigheder, da United stiller op i forstærket forsvars-udgave med både Ferdinand og Vidic i startopstillingen.
Dom: Selvom Milan historisk har krammet på Manchester United, bliver det for stor en mundfuld denne gang. United går videre.