Paris-back: Chelsea er blevet stærkere
Foto: Polfoto
Champions League

Paris-back: Chelsea er blevet stærkere

Brasilianske Maxwell mener, Chelsea er stærkere under Guus Hiddink, efter Jose Mourinho blev afskediget. Aftenens Champions League-ottendedelsfinale har ifølge venstrebacken ingen favorit

Sidste sæsons Champions League-ottendedelsfinale gentager sig til aften, når Chelsea og Paris Saint-Germain brager sammen hos franskmændene.

Kampen efterfølger sidste sæsons 3-3-resultat, hvor Paris Saint-Germain avancerede efter reglen om udebanemål, ligesom kampen fortsætter en sæson med kontraster for de to hold, hvor Paris har været suveræne i den hjemlige liga, mens Chelsea har været i tovene.

Brasilianske Maxwell mener dog ikke, man skal lægge for meget i de hjemlige kampe, ligesom han desuden mener, Chelsea er blevet stærkere, siden Guus Hiddink er blevet træner. Det siger han til Goal.com

- Når du spiller imod Chelsea, er der ingen favoritter. Der er kun 22 spillere på banen, der vil kæmpe. Vi kender Chelsea godt, og ligesom os har de ikke skiftet så meget ud. Det bliver svært – især efter de har skiftet træner. De har mere entusiasme. Det bliver to fantastiske kampe at spille

Venstrebacken tror, at det kan blive denne sæson, hvor Paris efter sidste sæsons samlede 5-1-nederlag til Barcelona og de sidste års erfaringer kan gå langt.

- Vi har erfaringen fra de seneste tre sæsoner, og det vil hjælpe os en hel del. Vi har spillet imod det bedste hold i Europa (Barcelona, red.) flere gange. Vi kender mere eller mindre alle de store spillere.

- Det er altid svært, fordi der kan ske mange ting, men vi har kvaliteter, ambitioner og selvtillid, og det gør os stærkere i år.