Paul Pogba ude af CL-brag
Foto: Massimo Pinca/Polfoto
Champions League

Paul Pogba ude af CL-brag

Paul Pogba når ikke at blive klar, når Juventus og Real Madrid brager sammen i semifinalen i Champions League.

Juventus står overfor en vanskelig semifinale i Champions League, når man over to kampe skal forsøge at sende Real Madrid ud af turneringen. Dette er dog ikke den eneste udfordring, man står overfor i den italienske storklub. Siden midten af marts har klubben nemlig måtte undvære Paul Pogba med en skade, der gjorde ham tvivlsom til den første af de to CL-semifinaler. 

Forleden utalte Juventus-manager Massimiliano Allegri dog, at han endnu håbede på at få sin helt store stjerne klar til mødet med Champions League-vinderne. Et håb der dog endegyldigt blev slukket sent torsdag aften, hvor klubben måtte meddele, at man ikke kommer til at råde over Pogba i første semifinale på eget græs:

- Der er blevet foretaget en MRI-scanning af Paul Pogba. Denne har vist, at der er sket store fremskridt i målet om at komme tilbage på træningsbanen snarest. Spilleren skal nu igennem et personligt program for genoptræning, og hvis alt går efter planen, kan han måske slutte sig til sine holdkammerater onsdag, skriver Juventus i en pressemeddelelse. 

Da første semifinale spilles tirsdag, er det dermed en realitet, at Paul Pogba ikke bliver klar. Han ventes dog at kunne spille en rolle, når returkampen i Madrid afvikles den 13. maj på Santiago Bernabeu.