
Ronaldo og Kaka eller ej. Real Madrid kan bare ikke komme længere end til 8.-delsfinalen i Champions League. Kongeklubben har ikke været i kvartfinalen siden 2003/04-sæsonen.
Denne gang var det Lyon, der skulle blive deres overmænd - som det har været det før.
Første kamp vandt franskmændene hjemme på Stade Gerland med 1-0. En lille føring, som Real hurtigt indhentede. Christiano Ronaldo fik i sjette minut en stikning fra Guti, som han eksekverede til mål fra en spids vinkel.
Derefter pressede Real Madrid videre på for at komme foran i den samlede score, og de hvide kom da også frem til flere store chancer - som de skamfuldt brændte.
I anden halveg bliver de straffet, da Miralem Pjanic sammen med César Delgado kombinerer sig gennem Reals midterforsvar og scorer bag en chanceløs Casillas. 1-1. 74 minutter er spillet, og som en engelsk kommentator siger om Real Madrid på det tidspunkt:
"It's gonna be the mother of all comebacks if they pull this one home." ("Det vil være comebackenes moder, hvis de hiver den her hjem.")
Men det gjorde de ikke, og nu kan Ronaldo, Kaka og co. roligt koncentrere sig om La Liga, som er eneste turnering, de stadig har en chance for at vinde.