Real Madrids problemer fortsætter: Tæt på at smide 4-0-føring
Foto: Efrem Lukatsky/Polfoto
Champions League

Real Madrids problemer fortsætter: Tæt på at smide 4-0-føring

Real Madrids problemer er slet ikke overstået. I Champions League-kampen var det lige ved at gå galt for dem mod Shakhtar.

Det er ikke den sjoveste tid at være en del af Real Madrid. I weekenden tabte man El Clasico mod Barcelona med 0-4, som udløste store spekulationer i forhold til om, træner Rafa Benitez var den rigtige til jobbet. 

Derfor var det interessant, hvordan holdet ville reagere efter weekendens hurlumhej. Det skulle de mod Shakhtar Donetsk, hvor det hele startede ret godt, men endte næsten katastrofalt for den spanske hovedstadsklub. 

Det så nemlig ud som om, Real Madrid var blevet genfødt, da man efter 70 minutter var kommet foran med 4-0 mod ukrainerne efter to scoringer af Ronaldo, ét af Modric og ét af Carvajal. Men så gik der et eller andet galt.

På 11 minutter lukkede Real Madrid tre mål ind, og var derfor enormt tæt på at smide det hele. Det skete dog ikke, og Real Madrid indtager en sikker førsteplads i gruppen. De har tre point ned til PSG på andenpladsen, men Madrid-klubben er bedre indbyrdes.

PSG og Zlatan vandt desuden med 5-0 ude over Malmø i kampen.