FC Bayern München tog tirsdag aften holdets anden sejr i Champions League-gruppespillet, da man på udebane vandt med 1-0 over CSKA Moskva. En smal sejr for tyskerne, der da også i perioder havde problemer foran et mennesketomt stadion i den russiske hovedstad.
Alligevel var det ikke noget problem at hente sejren, understreger Bayern-profilen Arjen Robben, der ikke er imponeret over modstanden tirsdag aften:
- Vi kan være rigtig glade. Det var en let sejr. Det ene hold prøvede kun på at forsvare sig, mens det andet gerne ville angribe. Et mål var nok for os i dag, og vi er rigtig glade for sejren, siger Arjen Robben til den samlede presse efter kampen og understreger:
- Det var ikke rart at spille uden tilskuere. Fodbold er for fans, men i en sådan situation handler det om at være professionel, udtaler den hollandske profil.
Også onsdag aften er der kampe i Champions League, hvor otte kampe venter.