Der var ikke voldsomt meget på spil i gruppe D, da Bayern München hjemme tog imod Atletico Madrid i Champions League. Begge mandskaber var komfortabelt videre på forhånd, men gæsterne kunne alligevel øjne chancen for seks sejre af seks mulige. Robert Lewandowski havde dog andre planer, og blev matchvinder i 1-0 sejren.
Det var dog gæsterne fra Atletico, der åbnede bedst på chancefronten. Efter ti minutter blev Yannick Carrasco spillet dybt, men hans afslutning blev flot pillet af Bayern-keeper Manuel Neuer. Få minutter efter var Carrasco tæt på igen efter en god pasning, men igen stod Manuel Neuer i vejen for gæsternes føring.
Douglas Costa nåede at brænde et stort tilbud for hjemmeholdet, inden de tyske værter kunne juble efter 27 minutter. Bayern fik frispark, og fra distancen krøllede Robert Lewandowski på flotteste vis bolden i kassen med en supertræffer til 1-0. Den fik de spanske gæster ikke svaret på før pausen, og måltavlen viste derfor Bayern-føring ved pausen.
I anden halvleg var det tydeligt, at ingen af de to hold for alvor ville satse unødigt. Faktisk blev det først for alvor farligt med et kvart igen, da Bayern blev nærgående. Thiago opsnappede bolden i en god position, men lige så god som den var, lige så skidt blev afslutningen, der sejlede langt over. I slutfasen blev der ikke scoret yderligere, og dermed kunne Bayern juble over sejr på 1-0.
Atletico Madrid vinder dog gruppe D med 15 points mod de 12 points, Bayern nåede at hente. FK Rostov og PSV spillede uafgjort 0-0. og det betyder, at Rostov lidt overraskende snupper tredjepladsen og er klar til Europa League-playoff i foråret.