Rubin uden brasiliansk juvel

Rubin Kazans træner Berdyev må undvære frisparkseksperten Carlos Eduardo til aftenens kamp mod FCK
Carlos Eduardo er ude af Champions League-kampen mod FCK

Tipsbladet i Kazan
- Hvis Sölvi laver frispark udenfor feltet, then I will kill him.

Det var bare et af mange mindeværdige citater fra Ståle Solbakkens pressekonference før det første møde med Rubin Kazan i Parken for et par måneder siden, og grunden til FCK-trænerens bekymring for frispark var Carlos Eduardo, Rubins dyrt indkøbte brasilianer med speciale i dødbolde.

Dengang overholdt FCK-forsvareren Sølvi Ottesen kravet fra Solbakken, og i denne omgang bliver det slet ikke noget problem.

Ifølge UEFA's hjemmeside er Carlos Eduardo nemlig ikke i spil i aften, for han er knæskadet og bliver ikke klar. Til gengæld trænede både målmand Ryzhikov og angriberen Obafemi Martins med tirsdag aften efter en kamppause på grund af henholdsvis en skulderskade og influenza.

Og hvad så med FCK's islandske centerforsvarer?

Han er heller ikke en mulighed til aftenens kamp, hvilket dog skyldes glædelige omstændigheder. Han er nemlig blevet i København, da hans kone snart skal føde.

Ellers falder sneen stilfærdigt over hovedbyen i Tatarstan, mens det ventede kuldechok lader til at blive væk, for temperaturen lige nu er ikke meget under frysepunktet.

Seneste nyt på tipsbladet.dk