Video : Tipsbladet
Champions League

Simon Kjær regner ikke med familiens opbakning mod Liverpool

En del af landsholdsanfører Simon Kjær familie er glødende Liverpool-fans, så når Sevilla møder netop Liverpool i Champions League, tager Kjær ikke en helhjertet støtte for givet.

Når klokken slår 20.45 i aften, må man gå ud fra, at store dele af familien Kjær sidder med blandede følelser. Simon Kjærs familie er nemlig glødende Liverpool-fans, men deres søn/nevø/fætter stiller op for aftenens modstander.

Sevilla gæster således Anfield i den første gruppekamp for de to holds vedkommende i årets Champions League, og landsholdsanføreren forventer ikke selv, at han får deres alle sammens støtte. I hvert fald ikke helhjertet.

- En del af min familie er livslange, dedikerede Liverpool-tilhængere, så jeg er ikke helt sikker på, at de vil støtte mig 100 procent i den her kamp. Da jeg spillede for Danmark mod England, tvang min far mig praktisk talt til at bytte trøjer med Steven Gerrard - så han kunne få den, siger Kjær til The Mirror.

Selv om han er vokset op i et hjem, hvor Liverpool var det største, fastholder Kjær, at han ikke selv er blandt den røde del af familien. Hans fodboldloyalitet ligger der, hvor hans løn bliver udbetalt fra: hos hans arbejdsgiver.

Alligevel vil han gerne erkende, at aftenens opgør på legendariske Anfield ikke bare er endnu en kamp i rækken.

- Jeg vil placere den her kamp meget højt på min personlige rangliste over store kampe. Liverpool er en særlig klub, og Anfield er et særligt sted i fodboldens verden. Selvfølgelig er europæiske aftener på Anfield verdensberømte, men vi vil forsøge at gøre denne knap så fornøjelig for Liverpool-fansene, siger Simon Kjær.

Noget tyder da også på, at Kjærs familie glæder sig til kampen. 

I de tre ligakampe hidtil i sæsonen har Simon Kjær spillet de to første, mens han sad på bænken, da Sevilla i lørdags slog Eibar 3-0.