Solbakken: Lort med Rubin Kazan

Ståle Solbakken er udmærket tilfreds med lodtrækningen til Champions League, men han er træt af, at det blev Rubin Kazan, der dukkede op af bowlen fra fjerde seedningslag.

FC Københavns træner Ståle Solbakken stormede banen rundt tirsdag aften, da hans mandskab netop havde kvalificeret sig til Champions League med en samlet sejr over Rosenborg.

I går blev der så trukket lod til gruppespillet, og lodtrækningen sendte FCK i pulje med mægtige Barcelona, græske Panathinaikos og Rubin Kazan fra Rusland. En blandet lodtrækning, mener Solbakken.

- Som udgangspunkt er det jo fint med Barcelona og Panathinaikos fra de to første seedningslag, og så er det selvfølgelig noget lort, at det bliver Rubin Kazan fra det sidste lag. Jeg så dem i deres kampe mod Barcelona i Champions League sidste år, og der var de virkelig gode, især på Camp Nou. Det er vel en ok trækning, og målet er at gå videre ved at blive nummer to eller tre, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Bliver FCK nummer tre i gruppen bliver de flyttet over til Europa League, ligesom AaB gjorde for to år siden. Bliver de nummer to, så fortsætter deres færd mod tinderne i det bedste selskab. Og Ståle Solbakken mener ikke, at det er urealistisk at nå anden- eller tredjepladsen i gruppen.

- Der er ingen, der er nået så langt her, som ikke har en chance, og vi skal jo spille kampene. Vi vil gøre et forsøg - også mod Barcelona. Vi kan helt sikkert gøre det, men jeg har ikke studeret nogen af holdene nærmere endnu, så jeg kan ikke komme med nogen større analyse, siger Ståle Solbakken.

FC København åbner Champions League hjemme mod Rubin Kazan den 14. september.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: