
Ståle Solbakken var en lettet mand, da han mødte pressen efter den medrivende sejr over BATE Borisov. Det var forudset, at udfaldet af opgøret i Parken ville have store økonomiske og sportslige konsekvenser, men det vilde drama satte også FCK-trænerens helbred på prøve.
- Min pacemaker og mit hjerte er ok, lød åbningskommentaren fra en tydelig glad FCK-træner, da han satte sig i stolen ved pressemødet.
Forinden havde 90 minutters højspænding udspillet sig mellem to velspillende mandskaber, der tilsyneladende ikke ønskede, at kampen skulle ende med samme cifre, som det var tilfældet i forrige uge i Minsk. Det holdt dog hårdt for FCK, der kort før pausen måtte sande, at deres tidligere 2-0-føring var sat over styr.
- Jeg er ikke overrasket over, at de fik scoret to mål. Vi havde problemer i defensiven. I dag blev det illustereret, hvorfor vi spillede, som vi gjorde i Minsk. Vi kunne være blevet myrdet dernede, fortalte Ståle Solbakken med henvisning til FCK'ernes noget mere defensive udgangspunkt i første opgør.
Stormen blev dog reddet af, og i pausen forsøgte FCK-træneren at få spillerne til at holde hovedet koldt.
- Da vi gik til pause fortalte jeg spillerne, at de skulle forsøge at beholde roen og spille med en kalkuleret defensiv, siger Ståle Solbakken, der omvendt var yderst tilfreds med sit mandskabs offensive takter i gennem kampen.
Og de offensive kvaliteter endte som bekendt med at have større betydning end de defensive problemer, og dermed står FCK nu kun med en udfordring tilbage i jagten på Champions League-gruppespillet.