Sviatchenko: Vi får rejst os
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Champions League

Sviatchenko: Vi får rejst os

Forsvarsspiller Erik Sviatchenko blev kampens eneste målscorer, da FC Midtjylland vandt med 1-0 ude mod Apoel tirsdag aften. Desværre var det ikke nok til at gå videre.

Der kommer ingen danske hold i Champions League i år. Det er status, efter FC Midtjylland tirsdag aften blev slået ud af Apoel på reglen om udebanemål. FCM kom ellers foran allerede efter to minutters spil, og det så for alvor godt ud, da Apoel blev reduceret til 10 mand midt i første halvleg.

Men cyprioterne kæmpede bravt og holdt de danske mestre fra at sætte tempoet i anden halvleg, hvorfor det var ganske få chancer, Jess Thorups tropper fik skabt. Og det ærgrer FC Midtjyllands målscorer og klart bedste spiller, Erik Sviatchenko.

- Jeg synes, vi virkelig får rejst os i den her kamp. Vi er vel et halvt mål fra at gå videre. For vi scorer jo det andet mål, som ville sende os videre, men af en eller anden grund så bliver det ikke godkendt, sagde Erik Sviatchenko efter kampen til Ekstra Bladet.

Sviatchenko hentyder til det hjørnespark i første halvleg, hvor FC Midtjylland fik bolden i mål, men hvor der samtidig blev fløjtet frispark til målmanden kort inden. Frisparket kunne sagtens forsvares af den skotske dommer - der bestemt ikke var imod FC Midtjylland tirsdag aften - for Petter Andersson havde fat i armen på målmanden.