Tidligere kending venter FC Midtjylland
Champions League

Tidligere kending venter FC Midtjylland

Videoton har Henning Berg som træner, og i sidste sæson stod han også over for FC Midtjylland. Dengang i Europa League-gruppespillet, hvor det danske mandskab besejrede Legia.

Tre danske klubber er torsdag aften i aktion i Europa League-kvalifikationen. Alle tre starter på udebane, og for FC Midtjyllands vedkommende bliver det et interessant gensyn med norske Henning Berg, der nu er træner for Videoton.

Berg var nemlig træner for Legia, da det polske mandskab gæstede Herning og blev sendt hjem med et nederlag på 0-2. Han blev fyret op til returkampen i Polen, men nu står han altså igen over for FC Midtjylland.

Det er derfor ingen overraskelse, at Henning Berg er bevidst om, hvad det er for en opgave, der venter for Videoton.

- Vi møder et stærkt hold i aften. De sluttede som nummer tre i den danske liga i sidste sæson, og de fejrede mesterskabet året før. Jeg har mødt dem i Europa League, da jeg var cheftræner i Legia Warszawa. De præsterede godt i sidste sæson og slog Manchester United i deres hjemmekamp, siger Henning Berg ifølge FC Midtjyllands hjemmeside.

- Det er et fysisk hold, som spiller direkte fodbold, og som er godt organiseret. De er stærkere end Cukaricki, og individuelt er de også bedre end det serbiske hold. Det bliver en god test, og i denne fase af Europa League - og i gruppespillet - vil vi møde hold med samme styrke, hvilket vil hjælpe os til at se, hvor vi i øjeblikket står, siger han videre.

FC Midtjylland er uden anfører Jakob Poulsen, der sidder over med karantæne, mens Martin Pusic er skdet. Men ellers ser det fornuftigt ud for Jess Thorup, der håber og satser på, at det danske mandskab kan tage et godt resultat med til Herning til returkampen i næste uge.