Video : Tipsbladet
Champions League

Vardar-kaptajn: FCK er en klasse over Malmö

Vardar Skopjes kaptajn føler sig overbevist om, at FCK bliver en større udfordring end Malmö FF.

FC København var i Champions League-gruppespillet i sidste sæson, og nu jagter de danske mestre endnu en gang pladsen i verdens fornemste klubturnering. FCK har allerede overvundet MSK Zilina fra Slovakiet, og næste udfordring er Vardar Skopje, der er forsvarende mestre i Makedonien.

Vardar Skopje slog Malmö FF ud i seneste runde efter 1-1 i Sverige og en 3-1-sejr i Makedonien. Nu skal klubben altså op imod endnu en skandinavisk modstander, men Vardar forventer en sværere opgave end mod Malmö.

- Vi møder et hold, som næsten hvert år er med i et europæisk gruppespil, og jeg tror, de er en klasse bedre end Malmö. Hvis vi skal gå videre, skal vi spille, som vi gjorde i anden halvleg mod Malmö FF på hjemmebane. Jeg håber, vi kan rejse til København med mindst en et-måls-sejr. Hvis vi kan det, har vi en chance, siger anfører Boban Grncarov ifølge makedonske medier og tilføjer:

- Vi har analyseret modstanderen nøje. De har nogle fysisk stærke angribere, og hvis vi kan håndtere dem, tror jeg, vi kan vinde.

Der er kickoff klokken 20.00 i Skopje.