Barcelona vandt i dag 3-2 i Milano, men det var uden holdets normale assistenttræner Tito Vilanova på bænken. Han blev nemlig opereret i spytkirtlen i går eftermiddags, og dermed venter der ham en sygeperiode på en måneds tid.
Men derfor tænker de stadig på ham i Barca-lejren.
- Denne her sejr dedikerer vi til Tito og hans familie. Tito, vi savner dig virkelig, siger Xavi til AS, inden snakken falder på selve kampen.
- Det var en hæsblæsende kamp med mange chancer. Sejren giver en masse prestige, plus den sikrer os førstepladsen i puljen, siger den spanske midtbanespiller.
Xavi scorede målet til 3-2 med en halv time igen.