Zagreb: AaB spiller moderne fodbold
Illustration
Champions League

Zagreb: AaB spiller moderne fodbold

Dinamo Zagreb møder op til opgøret mod AaB med stor respekt for de danske mestre.

Dinamo Zagreb har en lang tradition for at spille europæiske gruppespil, men i denne sæson skulle holdet helst ikke være at finde i Champions Leagues gruppespil - det vil nemlig betyde, at holdet på sin vej har slået AaB ud af turneringen. I morgen mødes de to mesterhold i den første af to kvalkampe i Aalborg.

I optakten til kampen har Kent Nielsen udtrykt stor respekt for Dinamo Zagreb, og samme respekt for modstanderen møder man i den kroatiske lejr.

- Vi ved, at det ikke bliver nemt, men vi spiller for også at være med i Champions League til efteråret. AaB er et godt hold. Man fornemmer, at de er godt sammenspillede, og de spiller meget hurtig og moderne fodbold, men det er vi forberedte på. Vi tager til Danmark med tro på egne evner og for at få en sejr, siger midtbanespilleren Arrian Ademi til klubbens hjemmeside.

Hans holdkammerat, stortalentet Marko Pjaca, spår ligeledes en svær opgave mod AaB.

- De vandt mesterskabet og pokalen i en meget stærk liga, og det siger noget om kvaliteten på holdet, og det fortjener også respekt. Men vi er bekendte med deres kvaliteter og tror på, at vi kan spille en god kamp, siger han.

Dinamo Zagreb var senest med i Champions League-gruppespillet for to år siden, hvor holdet blev en klar nummer sidst i gruppe A, som også talte PSG, Porto og Dynamo Kiev. Kun et hold var dårligere end kroaterne det år i Champions League - FC Nordsjælland.