Video : Tipsbladet
Champions League

Zidane: Havde jeg spillet med Ronaldo, var han stjernen

Zinedine Zidane er sikker på, at CR7 slår til i Champions League finalen

I morgen kl. 20.45 går det løs, når Real Madrid tager imod Juventus i årets sidste finale i Cardiff.

Op til kampen har Real Madrids træner Zinedine Zidane kun ros tilovers for sin portugisiske stjerne, Cristiano Ronaldo:

- Cristiano er en god fyr, han bekymrer sig virkelig om de andre spillere. Det, der tæller, er, hvad han gør professionelt, han vil vinde endnu mere, han er aldrig tilfreds. Det er hans største bidrag til holdet. Hvis jeg havde spillet sammen med ham, så havde han været stjernen, for det er ham, der scorer målene, lød det fra Zidane på et pressemøde inden kampen ifølge marca.es.

Zidane og Ronaldo kan føre Real Madrid til deres 12. sejr i turneringen i morgen, og det vil også være første gang i Champions Leagues historie, at et hold forsvarer deres titel. Både Milan, Ajax, Juventus og Manchester United har haft chancen for at genvinde pokalen, men har hver gang misset den gyldne mulighed.

Milan vandt i 1994 over Barcelona med 4-0, men tabte finalen året efter til Ajax. De havde så muligheden for at vinde i 1996, men tabte til Juventus, der så året efter tabte til Borussia Dortmund. Manchester United vandt trofæet i 2008 efter straffespark mod Chelsea og var i finalen året efter, hvor de tabte 0-2 til FC Barcelona.

Real Madrid og Juventus mødtes i øvrigt i finalen i 1998, hvor Real vandt 1-0 på et mål af Predag Mijatovic.