Zlatan Ibrahimovic løber ofte med overskrifterne, men forud for Milans møde med Barcelona i Champions League gjorde han det i en ekstra høj grad. Svenskeren, der tidligere har spillet i Barcelona, langer nemlig ud efter en del af sine tidligere holdkammerater, og ikke mindst Pep Guardiola, i sin selvbiografi, der kom på gaden for nyligt.
Derfor var Zlatans gensyn med Barca-spillerne imødeset med spænding. Og det lykkedes også angriberen at bringe sig i centrum inde på grønsværen. I 1. halvleg udlignede han nemlig til 1-1. En hilsen fra Zlatan Ibrahimovic til Barcelona vil mange nok mene.
Men ikke hovedpersonen selv.
- Mit mål var ikke rettet mod en bestemt person. Jeg scorede for min klub og for fansene, præcis som jeg gør i alle andre kampe. Jeg har intet imod Guardiola rent personligt. Jeg har fortalt, hvad der er sket, og det er det. Lad os nu allesammen se fremad, siger Zlatan til italienske medier og fortsætter:
- I aften spillede vi mod det bedste hold i verden, og vi gjorde det godt og scorede to mål. Det er bare en skam, vi ikke også formåede at score et tredje. Men jeg er tilfreds med vores indsats, selvom vi tabte. Den var en god kamp med højt tempo og intensitet, slutter Zlatan Ibrahimovic.